Gå til hoved-indhold
31. marts 2026 - kl. 16.03

Pensionist cykler penge ind til vedligeholdelse af hjertestartere i Jerup-området

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

På blot én uge har et lokalt initiativ formået at samle 29 sponsorer til støtte for vedligeholdelsen af områdets hjertestartere – og der er plads til mange flere.

Indsatsen centrerer sig om pensionisten Robert Kjær. Han cykler kilometer ind for projektet, og holdet bag hjerteløberne viser et enestående sammenhold i kampen for at sikre hurtig hjælp ved hjertestop.

Når et menneske rammes af hjertestop, er det responstiden, der er forskellen på liv og død.

For at sikre, at hjælpen altid er nær, kræver det ikke blot frivillige hjerteløbere, men også at udstyret er 100 procent opdateret og funktionsdygtigt.

- Det her viser netop, at vi kan stå sammen. ALLE kan pludselig få brug for en hjertestarter, uanset alder, og derfor er det afgørende, at vores beredskab altid er helt opdateret, lyder det fra folkene bag initiativet.

Alle indtægter fra sponsoraterne går ubeskåret til vedligehold og driftsudgifter, så hjertestarterne altid er fuldt opdaterede og klar til brug.

Selvom 29 sponsorer allerede har meldt sig, er der stadig plads til flere, der ønsker at bidrage til trygheden i lokalområdet, det vil sige Jerup og omegn.

Interesserede virksomheder eller private, der ønsker at støtte sagen, kan kontakte Mette Steen Larsen på kontoret i Jerup Landsby Center eller på mail mette.jlc@gmail.com.

Projektet arbejder for at sikre vedligeholdelse af lokale hjertestartere og støtte op om de lokale hjerteløberes indsats. Målet er at minimere responstiden og maksimere overlevelseschancerne ved hjertestop i lokalområdet. Alle penge går ubeskåret til at vedligeholde og opdatere hjertestarterne og sørge for veluddannede hjerteløbere.

Robert Kjær cykler kilometer ind indtil 31. december 2026, og for hver kilometer han cykler, kan man sponsorere minimium 1 øre pr. km, men gerne mere. 31. december gøres beløbene op og herefter afregnes sponsoratet.

Robert Kjær regner med at cykle mindst 12.000 kilometer i år, men han forsøger at runde 13.400 kilometer. Det vil nemlig gøre, at han når sit andet mål, nemlig 100.000 kilometer siden han blev pensionist.

Har før cyklet sponsorpenge ind til:

  • Stole til Jerup Landsby Center
  • Indkøb af hjertestarter
  • Bowling-arrangement
  • Jerup Landsby Center
  • Trøjer til Senior Idræt

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...