Sæsonen er slut for Blackhawks' herrer efter endnu et nederlag
Frederikshavn Blackhawks' herrer tabte 3-5 til AaB i den tredje DM-kvartfinale mellem de to lokalrivaler, og dermed sluttede sæsonen for frederikshavnernes vedkommende.
En stopfyldt Abildgårdhal dannede rammen om kvartfinale 3 mellem Frederikshavn Blackhawks og AaB. Gæsterne kom til kampen med en føring på 2-0 i serien, da dommerne Kim Falgren og Torben Rafn satte spillet i gang.
Blackhawks lagde ud i et højt tempo og fik hurtigt lagt pres på AaB. Både Andreas Glad og Niklas Andersen kom frem til store chancer, men bolden ville ikke ind.
I stedet var det AaB, der tog føringen efter ni minutter, stik imod spil og chancer. Hjemmeholdet fortsatte med at skabe muligheder, men afslutningerne manglede den sidste skarphed.
Midt i perioden blev det også 0-2, da en bold uheldigt blev styret i eget net efter et indlæg foran mål. Stillingen holdt perioden ud, selvom spillet i store perioder foregik på AaBs banehalvdel.
Blackhawks kom også bedst ud til anden periode og fortsatte det høje tempo. Der blev gået til den i duellerne, og hjemmeholdet pressede på for en reducering. Niklas Andersen fik endnu en stor chance, men afslutningen sad lige på keeperen.
Efter lidt over tolv minutter udbyggede AaB føringen til 0-3, og kort efter blev det også 0-4, selvom kampbilledet fortsat var til hjemmeholdets fordel. Indimellem havde Thais Olesen en stor mulighed alene igennem, men igen manglede den sidste skarphed.
Det var et billede, der har fulgt Blackhawks gennem sæsonen. Masser af spil og chancer, men for lidt udbytte.
I tredje periode blev der sat alt ind fra start. Efter lidt over to minutter fik Blackhawks endelig hul på bylden, da Oliver Bager sendte bolden i nettet efter oplæg fra Simon Erlandsen. Minuttet efter reducerede Rasmus Larsen til 2-4 efter oplæg fra Frederik Nielsen, og der kom for alvor liv i kampen.
Blackhawks fortsatte med at presse og spille sig frem til chancer. Midt i perioden tog cheftræner Jonas Boväng en timeout for at sætte det sidste ind i jagten på et comeback.
Med godt syv minutter igen fik indsatsen yderligere belønning, da Simon Erlandsen gjorde det til 3-4 med en flot afslutning fra venstrekanten.
Hjemmeholdet jagtede udligningen til det sidste og pressede AaB i bund, men med to sekunder tilbage af kampen lukkede gæsterne opgøret med en scoring i tomt mål til 3-5.
Dermed er Blackhawks ude af årets turnering. Serien var tættere, end cifrene måske viser, og der var bestemt muligheder for at tage mindst én sejr undervejs.




































