PADEL: Sikker sejr i Aarhus til Skagen/Frederikshavns tophold
Det var top mod bund fredag aften i Elitedivisionen i padel for herrer, og Skagen/Frederikshavns tophold havde ingen problemer i udekampen mod Pakhus 77 i Aarhus. Gæsterne drog hjem fra Øen i Aarhus med en overvisende sejr på 6-0.
Skagen/Frederikshavn gav debut til svenskeren Simon Yitbarek, som Skagen Padelcenter og Padel 99, der står står Skagen/Frederikshavns elitesatsning, har hentet til Vendsyssel i håbet om at vinde DM-guld efter tre sølvmedaljer i træk.
Simon Yitbarek spillede 1. double i begge runder med henholdsvis Willy Tiger Släryd g Adam Axelsson, og med sejre på 6/3, 6/2 og 6/2, 6/1 fik den dygtige svensker en fin debut i den mørkeblå Skagen/Frederikshavn-trøje.
- Det var dejligt at se Simon i aktion. Han faldt straks fint ind på holdet, og jeg er sikker på, at det er en spiller, som vi får stor glæde af, siger sportschef Allan Kolbro Nielsen.
Skagen/Frederikshavn vandt alle seks kampe sikkert i to sæt.
Næste opgave er hjemmekampen fredag 16. oktober i Skagen Padelcenter. Det er kampen om førstepladsen i grundspillet i Elitedivision Vest.
- Vi håber på stor opbakning i dette opgør, som spilles i efterårsferien. Der venter os en langt vanskeligere opgave end fredag aften i Aarhus, men der er ingen tvivl om, at vi er favoritter, siger Allan Kolbro Nielsen.






































