HUGORM er klar til Rock i Frederikshavn 2027
De var med til at skabe en af sommerens helt store musikalske oplevelser på Knivholt. Nu vender HUGORM tilbage til Frederikshavn – denne gang som en del af programmet til Rock i Frederikshavn 2027.
Der er gensyn, man glæder sig til. Og så er der dem, man næsten ikke kan vente på. For Rock i Frederikshavn hører gensynet med HUGORM til den sidste kategori.
Da HUGORM gæstede Knivholt i sommer, leverede Simon Kvamm, Arni Bergmann og Morten Gorm en koncert med den energi, intensitet og uforudsigelighed, der efterhånden er blevet bandets varemærke.
Nu vender trioen tilbage til Knivholt, når Rock i Frederikshavn løber af stablen lørdag 12. juni 2027.
- Jeg glæder mig helt vildt. Vi så i sommer, hvad der sker, når HUGORM rammer Knivholt, og det var simpelthen en fantastisk koncert. Der var en energi mellem bandet og publikum, som man ikke kan planlægge sig til. Den opstår bare. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de kommer til at vælte Knivholt igen, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.
HUGORM er efterhånden blevet en institution på de danske livescener – om end en lettere utilregnelig én af slagsen.
For en HUGORM-koncert er sjældent bare en koncert. Store spørgsmål om livet, døden og alt det midt imellem går hånd i hånd med fællessang og ekstase, og på scenen bevæger bandet sig helt tæt på publikum. Grænsen mellem scene og publikum bliver hurtigt udvisket, når tusindvis af mennesker inviteres ind i et univers, der både kan være højtideligt og absurd, inderligt og eksplosivt.
Netop den oplevelse fik publikum på Knivholt i sommer.
- Nogle bookinger kræver lange overvejelser. Andre føles bare helt rigtige. Efter det, vi oplevede med HUGORM i sommer, havde vi virkelig lyst til at få dem tilbage. Vi ved, hvad de kan foran et publikum, og vi ved, hvor godt de passer til Knivholt. Hvis de kommer med bare samme energi som sidst, så skal vi nok sørge for, at Knivholt er ordentligt spændt fast, siger Casper Høgsted med et smil.
HUGORM udgav i september deres fjerde album, HUGGET I STEN, som bandet beskriver som deres bud på en åndelig oprustning set fra et personligt perspektiv.
Albummet kredser om institutioner og autoriteter, om det, vi står på skuldrene af, og det, vi sigter mod. Hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Store spørgsmål, som HUGORM angriber på deres helt egen måde – og som har optaget den danske sangskat fra Brorson til Nik & Jay.
Og interessen for HUGORM er ikke blevet mindre.
Da bandet annoncerede HUGGET I STEN TOUR, blev samtlige koncerter udsolgt på få timer. I foråret 2027 venter derfor en komplet udsolgt Danmarksturne, inden HUGORM igen bevæger sig ud på landets festivalscener.
En af dem bliver altså på Knivholt i Frederikshavn.
- Rock skal være en hel dag med store øjeblikke, fællesskab og koncerter, man taler om bagefter. HUGORM gav os sådan et øjeblik i sommer. Nu får vi chancen for at gøre det igen - bare midt i Årets Fedeste Fest. Det glæder jeg mig helt vanvittigt til, siger Casper Høgsted.
HUGORM føjer sig til et program, der allerede tæller Queen Machine, TV-2, SAVEUS, Dodo & The Dodos, Sømændene, GOBS og Tres Amigos.
Billetsalget åbner fredag 2. oktober kl. 18.00–20.00 hos Sparekassen Danmark i Frederikshavn, hvor entrébilletten kan købes for 600 kroner uden gebyr.
Onlinebilletsalget åbner lørdag 3. oktober. Lørdag og søndag er prisen 600 kroner + gebyr, hvorefter prisen fra mandag 5. oktober stiger til 699 kroner + gebyr.




































