Gå til hoved-indhold
31. marts 2026 - kl. 17.03

Birdere i Skagen ser en flok spækhuggere fra Grenen Fuglestation

  • 1 af 1
    Arkivfoto: Rolf Christensen
Af: Michael Frederiksen

Birdere fra Grenen Fuglestation har både i går og i dag set en flok spækhuggere i Skagerrak nord for Grenen ved Skagen. 

Flokken er cirka to kilometer fra land nordvest for spidsen og består af to hanner og fire hunner.

- Det er første gang, at spækhuggere ses fra land i Danmark i år, og som sædvanlig er det fra Skagens kyster. Ellers ses spækhuggere næsten aldrig fra land i Danmark, men derimod ikke sjældent fra skibe i Skagerrak og den nordlige del af Nordsøen, fortæller ornitolog Rolf Christensen, Grenen Fuglestation.

Han vurderer, at der må være mulighed for, at man også i morgen, onsdag, kan se flokken, som jager fisk mellem mange stormmåger og rider (lille måge).

- Husk kikkert, lyder opfordringen fra Rolf Christensen.

Spækhuggere er ikke hvaler, men delfiner. De kan blive op til 9,5 meter lange og veje op til 10 tons. Arten er set cirka 60 gange fra kysterne ved Skagen de sidste 50 år, og efterhånden ses de flere gange om året af birdere, der sidder og kigger efter fugle over havet med deres teleskoper.

De findes i alle verdens have og kan blive op til 90 år gamle. Verdensbestanden er kun på 50.000 dyr. De kan svømme op til 54 kilometer pr. time.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...