Drop dårlig samvittighed og skærmkrige – opdrag dit barn sammen med foreningerne

I Danmark har vi noget helt særligt lige uden for hoveddøren, og det er på sin plads at slå et slag for det: 
jeg taler om foreningslivet. Idrætsklubberne, spejderne, musikskolen, gymnastikforeningerne, den lokale kulturforening og alle mulige andre. Steder, hvor børn ikke bare går til en aktivitet, men bliver en del 
af et fællesskab, der er med til at forme dem som mennesker.

Måske er tiden kommet til igen at se foreningerne som medopdragere.

Det kræver en landsby at opdrage et barn
Engang kendte børn mange voksne i deres hverdag. Naboen sagde hej, træneren gav et klap på skulderen, og andre voksne kunne både stille krav og give omsorg. Måske var man endda på hils med posten. I dag lever mange familier mere travlt og mere privat, og opdragelsesopgaven kan føles tung og ensom.

Her spiller foreningerne en stille, men uvurderlig rolle.

Når børn møder frivillige trænere og ledere, møder de voksne, som engagerer sig, fordi de vil noget med 
fællesskabet. De stiller krav på en anden måde, end forældre gør. De ser barnet i nye situationer – når 
noget er svært, når modet mangler, eller når samarbejdet skal fungere.

Det giver børn flere voksne at spejle sig i. Og det giver forældre nødvendige, indflydelsesrige og troværdige medspillere.

Dannelse sker, når man gør noget sammen
I en forening lærer børn ting, man ikke kan forklare sig til rundt om middagsbordet. Man lærer at møde op, også når sofaen frister. At vente på sin tur. At hjælpe en holdkammerat. At tabe uden at give op og vinde uden at glemme de andre.

Dannelse opstår ikke kun gennem ord, men gennem oplevelser. Når børn mærker, at andre regner med dem, at de betyder noget i en større sammenhæng, så vokser ansvarsfølelsen af sig selv. Foreningen bliver et sted, hvor børn øver sig på livet, men de gør det i trygge rammer.

Skærmens stille sejr – og hvorfor børn egentlig ikke er skabt til at swipe alene
Hvis man skulle beskrive det moderne barns naturlige levested ud fra observationer fra et gennemsnitshjem i Danmark, kunne man fristes til at tro, at menneskets evolutionære mål var at sidde let foroverbøjet med blåt lys i ansigtet og kommunikere gennem emojis.

Det moderne barn kan tale med mennesker på den anden side af Jorden og se verden udfolde sig via få 
museklik. Men det mangler nogen at cykle hen til helt spontant. Det mangler en kammeratat se i øjnene fra kort afstand. Aldrig før har børn haft så mange digitale forbindelser og samtidigt brugt så meget tid alene. Det er et problem.

Skærmen er i sig selv ikke fjenden. Den kan underholde, lære og forbinde. Problemet opstår, når den 
erstatter det, mennesker grundlæggende er skabt til: at være sammen om noget virkeligt. Et barn kan 
spille på et digitalt hold med mennesker fra tre kontinenter, men stadig savne nogen at grine med i om
klædningsrummet.

Foreninger tilbyder noget radikalt analogt i en digital tidsalder: mennesker, der står samme sted på samme tid og gør noget sammen, uden pauseknap eller mutefunktion. Her kan man ikke logge ud af en konflikt eller skifte samtale med et swipe. Man må blive, tale, grine, fejle og prøve igen.

Det er måske netop derfor, foreningslivet fungerer så godt. Det giver børn det, algoritmer aldrig kan le
vere: ægte tilhørsforhold.

Frederikshavn kan noget særligt: Foreninger med styrke, retning og værdier
I Frederikshavn står foreningslivet stærkt. Og det er båret af engagement, sammenhold og lokal stolthed. Her arbejder frivillige med en klar retning og fælles mål, og det skaber trygge fællesskaber for både børn og voksne. Du får hele pakken i skøjteforeningen, ishockeyklubben, hos fodbold- og håndboldfolket og garanteret i alle mulige andre foreninger i denne by. Naturligvis også i dem, der ikke har med sport at gøre. Men de skal bruges, og som forælder har du et ansvar for, at dit barn får den allerbedste opvækst. Den opvækst bliver ofte optimal gennem foreningslivet. Brug det.