En personlig oplevelse i Elektroniks: Byg din egen konfirmations-PC
I en tid, hvor mange konfirmationsgaver hurtigt bliver pakket op og glemt igen, har Elektroniks i Frederikshavn, skabt et tilbud, der kombinerer gave, læring og oplevelse i ét. I stedet for blot at give en færdig computer inviterer Elektroniks konfirmander ind i butikken i Tordenskjoldsgade til et personligt forløb, hvor de selv får lov til at bygge deres egen PC sammen med fagfolk.
Konceptet er enkelt, men skiller sig tydeligt ud: Konfirmanden bliver en aktiv del af processen og får ikke bare en ny computer med hjem, men også en bedre forståelse for, hvordan den er bygget op, og hvordan de enkelte komponenter arbejder sammen.
- Det gør oplevelsen særligt relevant for unge med interesse for gaming, teknik eller drømmen om en computer, der er sammensat efter egne ønsker, fortæller indehaver af Elektroniks, Joakim Madsen.
Hos Elektroniks foregår forløbet som en personlig 1 til 1-oplevelse, hvor der er tid til både spørgsmål, vejledning og individuelle valg. Tre dage før selve byggedagen gennemgår man sammen, hvilke komponenter der skal bruges til computeren, så løsningen passer til både behov, budget og ønsker. På selve dagen starter byggeriet klokken 17.00, hvor konfirmanden sammen med Elektroniks samler computeren trin for trin.
Når maskinen er bygget færdig, bliver den sat til at opdatere og installere Windows, mens oplevelsen rundes af med pizza eller burger. Inden dagen er slut, bliver computeren testet grundigt, så den kan tages med hjem klar til brug.
Initiativet handler om at give unge noget mere personligt end en almindelig gave.
- Vi ville gerne skabe en konfirmationsgave, der føles mere særlig og mindeværdig. Når konfirmanden selv er med til at bygge computeren, får man ikke bare et produkt med hjem, men også en oplevelse og en forståelse, man ikke får på samme måde med en færdig løsning, forklarer Joakim Madsen.
For dem, der ønsker en ny computer, men ikke selv vil stå for selve samlingen, tilbyder Elektroniks også at bygge den færdig på forhånd.




































