Overlæge og Johnny Hansen fra Kandis vil løfte danskernes sundhed for altid
Frederikshavn Teaterforening satte fokus på vores mentale og fysiske sundhed i den smukke sal på Frederikshavn Gymnasium.
280 gæster hørte de nyeste forskningsresultater fra overlæge Bente Klarlund og mødte Kandis' Johnny Hansen, der på egen krop har mærket, hvad det vil sige ikke at lytte til sin krop.
"Du er en tikkende bombe", lød beskeden fra Bente Klarlund til Johnny Hansen, da han for nogle år siden deltog i et eksperiment, hvor der skulle sættes fokus på det, vi indtager, og hvad det gør ved vores krop.
Dagene på den fede kur var rystende for Johnny Hansen. Der skulle ske noget, og det skulle være nu.
Johnny Hansen tog helt konkret skeen i den anden hånd og smed 14 kg. Det har været en stor ændring i hans liv, mere energi, bedre søvn og mere mentalt overskud.
Overlæge Bente Klarlund og Kandis-forsanger Johnny Hansen er nu på en vigtig, fælles mission. Sammen vil de løfte danskernes sundhed for altid.
- Det begyndte med et KRAM, og i aften tog vi krammet til os. Kost, Rygning, Alkohol i moderate mængder, hvis du vil leve længerere uden sygdom. Motionanbefalesmed minimum 30 minutters motion hver dag, heraf fire-fem minutter, hvor du får pulsen op, fortælller Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening, som stod bag foredraget.
Et andet vigtigt aspekt er den mentale sundhed. Her er søvn, stress og sociale relationer alt afgørende.
Tjek ind på aktivsundhed.dk og meld dig til - her vil du få mulighed for at følge op på din sundhed – sammen med mange andre.
- Imellem de gode råd, dialogen mellem Bente og Johnny, blev der sunget, klappet og grinet, for humor det har de begge. Sikke en fornøjelse at sidde i salen, hvor alvor og glæde blev blandet til et mentalt frirum, for leve det vil vi, og "synde" lidt må vi godt. Det skal bare ikke være hele tiden. Mange har forsøgt med en kur, der dur. Det kræver, at motivationen er der, men sammen med andre kan det være nemmere. Tak til Bente og Johnny for at vise vejen, udtaler Lilly Pedersen.




































