Gå til hoved-indhold
21. maj 2024 - kl. 00.05

KEKA BYG nomineret til fornem pris

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I morgen kan den fornemme pris Årets Lavemissions Træbyggeri 2023 gå til KEKA BYG i Ravnshøj. 

Tømrervirksomheden KEKA BYG har haft hovedentreprisen i projektet "Tversted Hus", som er en spændende og nu nomineret bolig med tilhørende keramikerværksted i Tversted. "Tversted Hus" er opført for keramiker Dorthe Hansen.

Onsdag afslører organisationen Træ i Byggeriet årets vinder. Det sker i forbindelse med konferencen "Build in Wood" i København.

Forud for den flotte nominering har Keld Karlsson, indehaver af KEKA BYG, gennem to år været i tæt samarbejde med bygherren og arkitekterne n/a - nikolova/aarsø om udviklingen af "Tversted Hus", og efterfølgende har selve byggefasen taget 11 måneder.

Foreningen Træ i Byggeriet har udvalgt "Tversted Hus" som det ene af tre finalister, der har et højt ambitionsniveau for bæredygtige tiltag, et CO2-aftryk i lavemissionsklassen samt spændende design - en inspiration for resten af byggebranchen, hedder det.

"Tversted Hus" er et skræddersyet boligbyggeri med tilknyttet keramisk værksted, hvor alle bærende konstruktioner og materialer er træbaserede. Selv fundament og terrændæk er udført helt uden anvendelse af klimabelastende materialer som beton og stål, men udført som en lastkompenseret løsning i celleglas.

Martin L. Petersen fra organisationen Træ i Byggeriet peger på, at "Tversted Hus" er eksperimenterende og nyskabende i sit bud på, hvordan CO2-aftrykket kan sænkes i byggeriets sværeste bygningsdele. Det er også en showcase i, hvor mange måder træ kan indgå i et byggeri, og hvor meget af træet, der rent faktisk kan anvendes, lyder begrundelsen fra Martin L. Petersen, som tilføjer:

 - Herudover er projektet i sin helhed et betydningsfuldt bud på, hvordan byggeriets parter gennem tæt samarbejde, ambition, vilje og motivation kan omstille byggeriet fra konventionelt til biobaseret byggeri uden at gå på kompromis med æstetik, funktionalitet og bygbarhed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...