Gå til hoved-indhold
23. maj 2024 - kl. 23.05

Kommuner kan spare over 5,6 milliarder kroner på ledelse og administration

  • 1 af 1
    - Vores analyse viser, at regeringens målsætning om at spare tre mia. kr. på "kolde hænder" ikke bare er realistisk, men faktisk forholdsvis konservativ. Der er nemlig plads til en langt mere ambitiøs målsætning, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS. Foto: Jakob Melgaard
Af: Michael Frederiksen

De danske kommuner kan spare et sted mellem 5,6 og 8,1 mia. kr. på ledelse og administration alene ved at indrette sig ligesom de mest effektive sammenlignelige kommuner, viser ny analyse fra CEPOS. Frederikshavn Kommune er placeret i den fjerdedel, hvor der er mindst at spare.

Kommunerne og regionerne skal spare tre mia. kr. på administration ifølge regeringsgrundlaget. Det er udgangspunktet, når KL og regeringen nu er i gang med at forhandle rammerne for kommunernes økonomi i 2025. En ny analyse fra CEPOS viser, hvor meget kommunerne kan spare på de såkaldte "kolde hænder" ved at lade sig inspirere af hinanden.

- Vores analyse viser, at regeringens målsætning om at spare tre mia. kr. på "kolde hænder" ikke bare er realistisk, men faktisk forholdsvis konservativ. Der er nemlig plads til en langt mere ambitiøs målsætning, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Ved at indrette sig ligesom sammenlignelige kommuner kan kommunerne samlet set spare et sted mellem 5,6 og 8,1 mia. kr. på ledelse og administration.

Der er naturligvis stor forskel på kommunerne. Derfor tager analysen højde for både indbyggertal og den socioøkonomiske befolkningssammensætning. Kommuner som Skive, Tønder og Rødovre er blandt dem, der kan spare allermest ved at lade sig inspirere af de sammenlignelige kommuner Greve, Ishøj eller Næstved.

- Den offentlige sektor bør altid arbejde på at forvalte borgernes skattebetalinger så fornuftigt som muligt. Derfor bør regeringen stille klare krav til at effektivisere ledelse og administration ikke bare i kommunerne, men også i staten, mener Karsten Bo Larsen.

Ifølge CEPOS kan Frederikshavn Kommune spare 37-56 mio. kr. om året, hvis man sammenligner direkte med kommunerne Greve, Næstved og Ishøj.

Sådan ser tallene ud for de nordjyske kommuner:
Aalborg: 150-455 mio. kr.
Hjørring: 122-141 mio. kr.
Vesthimmerland: 81-91 mio. kr.
Mariagerfjord: 74-95 mio. kr.
Thisted: 58-81 mio. kr.
Brønderslev: 49-61 mio. kr.
Rebild: 41-49 mio. kr.
Frederikshavn: 37-56 mio. kr.
Jammerbugt: 31-46 mio kr.
Morsø: 23-45 mio. kr.

- De store kommunale forskelle i forbruget af administratorer illustrerer, at flere penge ikke nødvendigvis fører til mere eller bedre velfærd. Hvis man giver flere penge til kommunerne uden at stille krav om, at driften også skal være mere effektiv, risikerer man at få samme velfærd med flere administratorer, siger Karsten Bo Larsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...