Komponist fra Frederikshavn sætter lyd til regnskoven ved COP30
Orkestermusikere fra Amazonas går på scenen for at sætte regnskoven og dens beboere i centrum for den globale klimaelite, når en frederikshavner præsenterer det første stykke danskproducerede orkestermusik nogensinde på FN’s klimatopmøde.
Ved udmundingen af Amazonfloden byder Dansk Kulturinstitut verdens ledere på et banebrydende værk af komponisten Mathias Madsen Munch fra Frederikshavn, når klassisk orkestermusik smelter sammen med regnskovens lyde.
Det er første gang nogensinde, at der er danskproduceret orkestermusik på programmet til en COP, når Mathias Madsen Munch fra Frederikshavn i dag klokken 20.00 dansk tid har premiere på værket BIOFONIA i Sala Augusto Meira Filho i Belém.
Musik som brobygger mellem kulturer
Musikken er skabt i tæt dialog med kunstnere fra Guaraní-folket i Brasilien og Kukama Kukamiria-folket i Peru, som Munch har besøgt over en årrække.
Coral Guaray Oua-ensemblet fra Guaraní-folket har givet Munch mulighed for at fortolke deres traditionelle sangskat. I samarbejde med kunstnere fra Kukama Kukamiria-folket har Munch skabt nye melodier med udgangspunkt i folkets traditioner og kultur.
- Værket er født i mødet mellem kulturer. Musikken har gjort, at vi kan dele oplevelser, der rækker ud over sprog, geografi og kulturforskelle. Vi engagerer publikum og musikere gennem fælles oplevelser, der bygger bro mellem kulturer og folk, så vi kan skabe den gensidige forståelse, som FN’s Verdensmål og Dansk Kulturinstitut har for øje, siger Mathias Madsen Munch, der stod for musikken til Danmarks største droneshow i anledning af Fårup Sommerlands 50-års-jubilæum.
Værket opføres af mere end 50 musikere fra Amazonas og med den dansk-brasilianske solist Ronni Kot Wenzell på marimba.
Royalt publikum i Brasilien
Dagen efter premieren, onsdag 12. november, fremføres værket igen til den danske ambassades officielle middag i Belém, hvor der vil være royalt besøg fra H. M. Dronning Mary.
Der er også deltagelse fra den danske delegation, hvor blandt andre fødevarer-, landbrug- og fiskeriminister, Jacob Jensen, og klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, deltager.
BIOFONIA er udviklet i samarbejde mellem Dansk Kulturinstitut i Brasilien, Fundação Amazônica de Música og Correlación Contemporánea i Peru – med støtte fra Statens Kunstfond, CISU’s OpEn-pulje og OUROS Animation. Værket får dansk premiere ved Naturmødet 2026.





































