Koncert i krydsfelt mellem modernitet og tradition i Skagen Kirke
Et samspil mellem tradition og modernitet er i vente, når to unge musikere fra Aalborg Symfoniorkester søndag 1. oktober kl. 16.00 giver koncert i Skagen Kirke.
Det er Skagen Musik- og Teaterforening, der har inviteret fløjtenisten Ida Marie Sørmo og slagtøjsspilleren Jonas Ervolder Bové til at komme tilbage til toppen af Danmark. De var også med, da musikforeningen i begyndelsen af august havde besøg af Aalborg Symfoniorkester i anledning af foreningens 75-års jubilæum.
Duoen byder på både smukke melodier og inciterende rytmer. I et varieret og spændende klangunivers præsenteres publikum for mange forskellige instrumenter og værker, der drager inspiration fra flere verdenshjørner. Ikke mindst fra USA, der i koncertprogrammet er repræsenteret med hele fire komponister: Amanda Harberg, Lou Harrison, Payton MacDonald og Michael Iorio.
Desuden er der musik af islandske Áskell Másson og af Jonas Ervolder Bové, der altså ikke alene spiller slagtøj – han er også komponist, sanger og multiinstrumentalist.
Bové søger med sine kompositioner at udfordre de konventionelle grænser mellem kantethed/sangbarhed og modernitet/tradition. Han er født og opvokset i Aalborg, uddannet ved musikkonservatorierne i Aalborg og Odense.
Ida Marie Sørmo er uddannet som fløjtenist på konservatorierne i Kristiansand og Trondheim. Hun kom i 2014 til Aalborg Symfoniorkester som solo piccolofløjtenist. Før den tid spillede hun i orkestre som Bergen Filharmoniske Orkester, Trondheim Symfoniorkester, Kristiansand Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester.
Koncerten finder sted 1. oktober kl. 16.00 i Skagen Kirke.
Billetter kan købes forud for koncerten ved indbetaling af entré-prisen, som er 100 kroner for medlemmer af SMTF og 200 kroner for ikke-medlemmer til foreningens MobilePay-konto 126440. Unge under 18 år har gratis adgang til koncerten.