Gå til hoved-indhold
18. maj 2020 - kl. 22.05

Kursister får penge retur fra FOF Vendsyssel

  • 1 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 2 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 3 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 4 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 5 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 6 af 8
    FOTO: Kirsten Højrup
  • 7 af 8
    Foråret blev ikke den sæson, som FOF Vendsyssel havde glædet sig til og håbet på.
  • 8 af 8
    Foråret blev ikke den sæson, som FOF Vendsyssel havde glædet sig til og håbet på.
Af: Kanal Frederikshavn

- Lærerne får løn, og kursisterne får penge retur fra FOF Vendsyssel. Det har vi ønsket os i rigtig lang tid at kunne fortælle, siger glad skoleleder Kirsten Højrup.

Foråret blev ikke den sæson, som FOF Vendsyssel havde glædet sig til og håbet på. Kurser og foredrag kom godt i gang i hele Vendsyssel, men måtte stoppe brat 12. marts på grund af risiko for COVID-19.

- Vi har afventet nyt om fase 2 i genåbningen - om der igen kunne være aftenskole. Og nu ved vi det - det kan der desværre ikke før i fase 3, og vi kommer ikke til at genåbne generelt i juni. Der er nemlig ingen lokaler. Selvfølgelig skal børnene have førsteprioritet til skoler og haller og andre lokaler og faciliteter, så aftenskolen må vente til efteråret, oplyser Kirsten Højrup.

FOF Vendsyssel har valgt, at kursister får penge retur, og lærerne får løn for de manglende kursusgange i foråret. Det kan lade sig gøre, fordi alle de kommuner, som FOF Vendsyssel samarbejder med, har givet tilsagn om, at de ikke trækker tilskuddene retur for foråret. Det udgør jo en del af lærernes løn.

- Den anden del kommer fra deltagerens betaling for kurser, og det kan vi søge kompensation for i kulturministeriet, hvor vi kan søge mellem 70 og 90 procent. Vi har orienteret alle kursister direkte, og tilbagebetalingen sker gradvist og er forhåbentlig afsluttet inden sommerferien, fortæller Kirsten Højrup.

FOF Vendsyssel kommer selvfølgelig til at tabe penge på forårets nedlukning.

- Men vi ser det som god stil, ordentlighed og god energi at betale retur og betale løn, når vi får tilskud og kompensation på plads til det, så vi kan begrænse tab hos vores kursister og lærere. Det handler jo om, at der skal være aftenskole igen til efteråret, og både kursister og lærere glæder sig, garanterer skolelederen.

Hun benytter chancen og sender en stor tak til kommunerne i Vendsyssel for vedvarende støtte til kulturlivet og den folkeoplysende voksenundervisning. FOF Vendsyssel samarbejder med alle kommuner i Vendsyssel: Jammerbugt, Brønderslev, Læsø, Frederikshavn og Hjørring.

- I fase 3 og 4 har vi en vigtig opgave, nemlig at igangsætte kultur og aktiviteter og i det hele taget gode muligheder for oplevelser. Kulturlivet er særlig hårdt ramt af krisen på et tidspunkt, hvor kultur og fællesskaber er blevet endnu vigtigere for os alle. Vi ser fremad med optimisme, og vi tror på et kulturliv i efteråret. Derfor er vi i fuld gang med at planlægge et indholdsrigt efterår med både kurser og foredrag, oplyser Kirsten Højrup.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...