Lokal opbakning sikrer Frederikshavn Svømmeklubs fremtid
Frederikshavn Svømmeklub af 2017 har været igennem nogle hårde måneder, men står i dag stærkere end nogensinde. Efter afsløringen af en alvorlig sag om underslæb fra den tidligere kasserer har bestyrelsen arbejdet intenst på at skabe overblik, rydde op og sikre klubbens økonomi.
En stærk bølge af opbakning fra medlemmer, forældre, virksomheder og private har gjort en kæmpe forskel. I forbindelse med klubbens sponsorsvømning i uge 10 blev der indsamlet 75.000 kroner samt yderligere 15.000 kroner fra amerikansk lotteri, kaffe og kagesalg. Dertil kommer støtte fra lokale sponsorer på i alt 40.000 kr.
Det giver ikke et overskud, som kan bæres med ind i den kommende sæson, men de indsamlede midler har gjort det muligt at sikre en stabil drift resten af denne sæson.
- Vi sender en stor tak til alle de virksomheder, som har bidraget med fine præmier til vores amerikanske lotteri - som blev udsolgt på begge klubdage, siger formand Winnie Skiveren:
2Takt - Agaven - Makeup studio - Anton - Asien Delight - Autohus Nord - Baby Bus - Bager Birk - Bones Frederikshavn - Café Hyggestunden - CHANGE - Cozy Krea - Dannesboe guld og sølv - DrinxSjøbeck - Emilievejs Fisk - Empire - Flying Tiger Copenhagen - Fod & Hudplejeklinikken - Ford - Frederikshavn Boghandel - Frederikshavn Pizza - Frederikshavn Svømmehal - Glas Eksperten - Gourmet Butikken - Herre godt hår - Himmel Hunden - HJ Kontorcenter - Håndværksbageren i Sæby - Imerco - Jack & Jones - JYSK - KJ Dog Food - Kjeld Ryes Skriveri - Kop & Kande - Kære Børn/Kids Coolshop - Le Pac - Louis Nielsen - Lyd og Billed Specialisten - Lytzen - Løve Apoteket - McDonalds - Møllers Cykler - Name It - Netto v. Skøjtehallen - ONLY - Palads Teatret - Park Blomster - Privat donationer - Q8 - Rema1000 Gærumvej - Shell Søndergade - Skippers Grill - Skoringen - Spar Dame - Sport 24 - Stark - Sunset - Svane Apoteket - Synoptik - Tøjeksperten - Vero Moda.
Derudover har følgende sponsorere bidraget med et samlet støttebeløb på 40.000 kroner på nuværende tidspunkt:
Spar Nord, Sparekassen Danmark, Inboundbas, Tove Kajgaard, Team Løvetand, Idoc, Kids Coolshop, Inner Wheel og Café Hyggestunden.
- Det er svært at udtrykke den taknemmelighed, vi i bestyrelsen føler, når vi møder så meget godhed, gavmildhed, interesse, opbakning og hjælp. Der arbejdes på at udforme en sponsortavle, som vil få en plads uden for klublokalet på balkonen. Af hjertet tak for støtten til dem alle, siger klubbens formand.
Frederikshavn Svømmeklub af 2017 har nu fuldt overblik over økonomien, og alle procedurer er strammet, så lignende situationer ikke kan opstå igen. Klubben har en restance på 249.000 kroner til kommunen, hvor der i øjeblikket arbejdes godt og konstruktivt på en handleplan for fremtiden, hvor alle parter har interesse i at bevare svømmeklubben.
Samtidig vil klubben arbejde for en erstatning i det omfang, det er muligt, og over tid opbygge et økonomisk fundament. Derudover skal der arbejdes målrettet på at skaffe sponsorer til sæsonen 2026/2027 med aftaler om plads på sponsortavlen, tryk på tøj, bannere, omtale ved stævner med videre.
- Vi kommer til at kontakte virksomheder, men kunne man have interesse i at støtte klubben fremadrettet, så tøv ikke med at kontakte os, siger Winnie Skiveren.
På trods af turbulensen er medlemstallet steget med 20 nye medlemmer alene siden januar og lander nu på 297 medlemmer i denne sæson - det højeste antal siden 2020.
- Det er selvfølgelig ikke bare et tal. Det er glade børn, sunde relationer, godt humør og grin. Det er børn, der bliver trygge i vand, unge, som finder fællesskaber, og trænere, der hver eneste uge giver deres bedste, pointerer Winnie Skiveren og fortsætter:
- Vi står et stærkere sted i dag, end vi gjorde for et år siden. Tak til medlemmerne, der hver uge møder op med energi og lyst. Tak til forældrene, der bakker op. Og tusind tak til trænerne og bestyrelsen, som tilsammen er klubbens hjerte. Jeg kunne ikke være mere stolt af at være formand for denne klub.




































