Lukning af Strandby Skoles svømmesal vil være et stort tab for eleverne
Skolebestyrelsen på Strandby Skole ser med stor bekymring på forslaget om lukning af Strandby Skoles svømmesal. Det vil være et stort tab for eleverne på skolen, fastslår skolebestyrelsen.
- Vi er helt bevidste om, at vi har været privilegerede ved at have salen og dermed også have muligheden for at give både 4. og 5. årgang svømmeundervisning. I skolebestyrelsen har vi lagt stor vægt på, at vi i en havneby tæt ved havet gerne må gøre lidt ekstra for at lære eleverne at svømme, fortæller Tenna Bang Jørgensen, formand for skolebestyrelsen på Strandby Skole.
Frederikshavn Kommune forventer på kort sigt reperationsudgifter på omkring to millioner kroner, og svømmesalen bruges kun godt otte timer ugentligt til skolesvømnng for 4. og 5. klasserne samt foreningsaktivitet. Derfor indstiller administrationen til Økonomiudvalget, at svømmesalen lukkes fra 1. august i år.
Politikerne behandler sagen i morgen. Skolebestyrelsen håber, at svømmesalen har en fremtid.
- Både strand og havn inddrages ofte som en del af undervisningen, hvorfor sikkerheden prioriteres højt, og derfor giver det en ekstra tryghed, at eleverne har fået mere end blot den obligatoriske svømmeundervisning. Dette er også en af årsagerne til, at vi i høj grad har bakket op om vores SFO´s aktivitet ”Plask og leg” i svømmesalen, som både børn og forældre har været meget begejstrede for. Disse ekstraordinære tiltag mister vi i det øjeblik, salen lukkes, pointerer Tenna Bang Jørgensen.
Venstre bakker op om svømmesalen. Partiet foreslår at øge aktiviteten markant.
- Det kræver blot, at skolen ikke alene står for driften af salen. Hvis lokalsamfundet i højere grad bydes inden for, er der grobund for langt mere aktivitet, mener byrådsmedlem Mette Hardam og byrådskandidat Mogens Brag (begge V).
Det synspunkt deler Tenna Bang Jørgensen.
- Vi ved, at der er foreninger i lokalområdet, der har givet udtryk for, at de ønsker at bruge svømmesalen, hvis den ellers var tilgængelig. Vi opfordrer til, at man inden svømmesalen bare lukkes, går i dialog med lokalsamfundet i og omkring Strandby om brug af svømmesalen. Kunne der gives bedre adgang for foreninger og private, er det vores klare opfattelse, at der lokalt vil kunne skabes noget, som kan blive til glæde for såvel elever på Strandby Skole som lokalbefolkningen i Strandby og omegn, siger bestyrelsesformanden.