Musikbutik i Frederikshavn flytter 50 meter - fra Kirkegade til gågaden
Musik & Kram flytter 50 meter - fra Kirkegade til Danmarksgade, hvor butikken rykker ind i hjørneejendommen på Th. Bergs Gade.
- Det var ikke meningen, at vi skulle flytte op i gågaden, men jeg blev forelsket i lokalerne, da jeg så dem. Jeg kan have flere varer, og de bliver vist frem i lysere lokaler, siger indehaver Per Ejstrud.
Lokalerne husede i sommerperioden Skoringens popup-butik, men inden da lå tøj- og brugskunstbutikken Søndergaard F på adressen i fem år, efter at der havde været en tøj- og skobutik (Ozon og Bianco Footwear) i 24 år.
Per Ejstrud kender endnu ikke den præcise dato for flytningen, men han satser på at åbne i gågaden, så kunderne kan nå at købe deres julegaver i Musik & Krams nye lokaler.
- Jeg får også en spændende første sal, hvor jeg allerede har flere planer. Det kan være demonstration af nye instrumenter, hyggelige musikarrangementer, og måske er der er strikkeklub, som har lyst til at låne lokalet. Jeg er åben for alle forslag, siger Per Ejstrud.
Musik & Kram er først og fremmest en musikbutik - en af de få i Nordjylland. "Kram" dækker over genbrug, smykker, souvenirs med mere. Afdelingen med souvenirs bliver større i gågaden, hvor Per Ejstrud også vil sælge kaffe, is og kolde drikke.
Musik & Kram har fem års jubilæum 1. oktober. Tidligere ejede han Centermusik i 14 år. Han fylder 60 år i 2026, hvor han også fejrer 20-års jubilæum som musikhandler.
Musikbutikkerne er - som alle andre detailhandlere - udsat for hård konkurrence fra webshops. Per Ejstrud sender i den forbindelse en stor tak til de mange trofaste kunder.
- De vælger bevidst at handle i "vores butik", som jeg kalder den. Folk ved godt, at der ikke kommer en anden musikbutik i Frederikshavn, hvis jeg lukker. Folk støtter op, og det er fedt, smiler Per Ejstrud.
Han lægger heller ikke skjul på, at Musik & Kram drives med hjertet. Er der 50.000 kroner op bogen, når året er forbi, kan kunderne være sikre på, at Per Ejstrud investerer pengene i flere spændende varer i butikken. Han bestiller ikke en luksusferie i Caribien.
- Vi nøjes med at køre campingvognen til Asaa, oplyser han.
Musik & Krams musikkunder kommer fra hele Frederikshavn Kommune og flere andre byer. På kundelisten er blandt andet de fleste skoler, Frederikshavn Gymnasium og Musikskolen i Frederikshavn Kommune, der alle har set betydningen af at handle lokalt.