NAMMO Denmark: Stabilitet er kernen i dette byggeri
Stabilitet i dobbelt forstand er kernen i byggeriet af den nye ammunitionsfabrik i Elling. Det sagde direktør Morten Rasmussen, NAMMO Denmark, i sin tale i forbindelse med onsdagens rejsegilde.
- Tak til de mange fremmødte, som støtter op omkring det her projekt, der skal styrke national forsyningssikkerhed på ammunitionsområdet i Danmark. Mest af alt skal vi sige tak til de dygtige håndværkere, entreprenører og rådgivere for vores fremtidige arbejdsplads. Vi takker for jeres store flid, den gode kvalitet og det stabile håndværk, der hver dag bliver leveret her på pladsen, sagde Morten Rasmussen.
Han pointerede, at stabilitet er kernen i det enorme byggeri i Elling.
- Det kan I se på bygningerne, deres udformning og vægtykkelserne rundt omkring. Der er ingen tvivl om, at selv det værste nordjyske stormvejr næppe vil kunne rykke ved de metertykke betonvægge eller ryste det fundament, I har skabt her, lød det fra direktøren for NAMMO Denmark, som skal stå for produktionen af ammunition.
- Og stabilitet er der brug for, for der nok et lille stormvej i horisonten. Verden omkring os bevæger sig hurtigere og mere uforudsigeligt, hvorfor det er vigtigt at skabe et værn mod de kræfter, som kan påvirke os. Den fabrik, som I er ved at bygge, bliver en vigtig del af det værn, for den kommer til at producere kampafgørende ammunition som en del af den større europæiske oprustning, vi ser nu her, sagde Morten Rasmussen til den store forsamling, hvor godt 200 fra håndværkere, entreprenører og rådgivere.
- I bidrager med hvert betonelement og stålbjælke til, at Europa kan beskytte sig selv og afskrække dem, som måske vil os det ondt. Når I skaber stabilitet i byggeriet her, er I med til at skabe et mere stabilt værn af Europa.
NAMMO Danmark ser meget frem til at påbegynde installation af produktionslinjer i de fine bygninger i Elling.
- Vi vil skabe en sikker arbejdsplads for vores kommende medarbejdere, der kommer til at arbejde her i rigtig, rigtig mange år, efter at byggeriet er afsluttet, fortalte Morten Rasmussen.
Etablissement- og Terrænkommandoen, der er bygherre, forventer, at byggeriet er færdigt i juni 2027.














































