Gå til hoved-indhold
04. november 2022 - kl. 00.11

Ny skoleleder i AOF Frederikshavn Aftenskole

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    June Menne har et solidt lokalkendskab til fritidslivet i Frederikshavn Kommune gennem sit virke i byrådet.
Af: Kanal Frederikshavn

AOF Nordjyllands Aftenskole i Frederikshavn har fra 1. november ansat June Menne som skoleleder i Frederikshavn Aftenskole.

- Vi har i AOF Nordjylland længe haft et ønske om at få en aftenskoleleder med lokal forankring i Frederikshavn Kommune. Den person tror vi, vi har fundet i June Menne, fortæller regional aftenskoleleder Anders Flyvbjerg. 

June Menne har et solidt lokalkendskab til fritidslivet i Frederikshavn Kommune gennem sit virke i byrådet, og samtidig har hun et stort netværk i hele kommunen, som vil kunne være med til at udvikle AOF Frederikshavn Aftenskole i yderligere positiv retning.

AOF Frederikshavn Aftenskole har base på Hangaardsvej 5 i Frederikshavn centrum. Aftenskolen har et mangfoldigt kursusudbud indenfor sundhed- og bevægelse, sprogfag, it, kreative fag og foredragsvirksomhed. Aftenskolen samarbejder bredt med andre institutioner, foreninger og virksomheder i kommunen.

- Vi har dog et stort ønske om at udbrede samarbejdet yderligere, og vi vil derfor rette vores fokus mod både by- og landzonerne i kommunen, så mange flere borgere vil få et aftenskoletilbud i eget nærområde og derved spare transporttid, som også vil være til gavn for vores miljø, fortæller Anders Flyvbjerg.

AOF Nordjyllands aftenskoler arbejder ud fra et nærhedsprincip.

- Derfor vil vi altid være klar til at gå i dialog med lokale kræfter om at rykke vores tilbud ud i lokalsamfundene. Det kan være i landsbyerne, i almennyttige boligområder, i forsamlingshuse, på bibliotekerne, ja, alle steder i kommunen, hvor der kan være interesse for at skabe folkeoplysende aktiviteter i form af kurser, foredrag, studiekredse, senioraktiviteter, højskolekredse og samfundsaktuelle debatter, fortæller Anders Flyvbjerg.

Han opfordrer derfor alle borgere, foreninger og institutioner i Frederikshavn Kommune til at dele gode idéer med AOF. Send en mail til June Menne på jm@aofnord.dk eller kom forbi Hangaardsvej 5 i Frederikshavn for en snak.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...