Gå til hoved-indhold
10. februar 2025 - kl. 15.02

Østervrå Idræts- & Kulturcenter får afgørende lokal støtte til Hærvejsprojekt

  • 1 af 1
    Der er tale om en investering på 13 millioner kroner.
Af: Michael Frederiksen

Østervrå er blevet udnævnt som et centralt knudepunkt på Hærvejen, og for at understøtte dette har Østervrå Idræts- & Kulturcenter (ØIKC) påtaget sig det ambitiøse projekt at etablere "Værelser langs Hærvejen" (Hærvejshjemmet). Der er tale om en investering på 13 millioner kroner.

- For at virkeliggøre dette projekt har vi foruden egne opsparede midler brug for hjælp fra fonde, store som små, og vi er godt i gang med den proces. I den forbindelse vil bestyrelsen gerne udtrykke vores dybeste taknemmelighed til Melsen Fonden, Nord Energi Fonden og LAG Vendsyssel, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Melsen Fonden har for netop bevilget 500.000 kroner i tilskud, og tidligere er projektet støttet med 500.000 kronerfra Nord Energi Fonden og LAG Vendsyssel med 300.000 kr.

Støtten er afgørende for at hjælpe ØIKC med at nå målet om at udvide og forbedre sine aciliteter, så de kan tilbyde komfortable overnatningsmuligheder til Hærvejens brugere og samtidig skabe værdi for lokalsamfundet.

- Som et delmål er det samtidig vigtigt for ØIKC at kunne vise lokal opbakning til projektet, da vi er i positiv dialog med en større national fond, som sammen med de lokale fonde og egne midler gerne skulle gøre det flotte projekt til en realitet, oplyser bestyrelsen.

Udover modtagne støttekroner takker bestyrelsen Frederikshavn Kommune for opbakning af projektet. Blandt andet har Byrådet afsat en pulje til opgradering af Hærvejen. Midler, som ØIKC har ansøgt om støtte fra.

Når vi studerer andre lokale fonde, deres værdier og formål, så ser vi i bestyrelsen rigtig mange synergier, så vi er fortrøstningsfulde for at andre lokale fonde også vil støtte op omkring vores flotte og vigtige projekt i hjertet af Vendsyssel og Jyske Ås.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...