På fredag starter et nyt spændende år i Knivholts Venner
Knivholts Venner kan næsten ikke tro det – et forrygende år med masser af god musik er forsvundet. Rigtig mange mennesker har i 2025 haft mange gode oplevelser, og det skal selvfølgelig fortsætte. Så Knivholts Venner er igen i 2026 klar med masser af gode, nye og spændende musikarrangementer.
- Vi har sammensat et årsprogram, der byder på mange forskellige genrer. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke skulle være noget for enhver smag, mener Anette Østerlund Baadsmand fra Knivholts Venner og tilføjer:
- Vi lægger allerede ud med det første arrangement fredag 16. januar i Rådhuscenteret. Bandet Jazz Dippers kommer på besøg og leverer en topprofessionel koncert med New Orleans jazz, swing og evergreens. Vi krydrer denne aften med to stykker smørrebrød per person, som er inkluderet i billetprisen. Der bliver rift om billetterne, så skynd dig allerede nu at bestille dine billetter på vores hjemmeside, hvor man også kan se programmet for hele året.
Fredag 20. februar - ligeledes i Rådhuscenteret - kommer The Irish Waterfalls på besøg.
- Det er et band, vi har haft besøg af flere gange. De er næsten blevet vores husorkester indenfor irsk og skotsk folkemusik. Bandet er et stærkt ønske fra vores mange medlemmer, så vi ved, at der igen bliver rift om billetterne. Denne aften serverer vi igen to stykker smørrebrød per person, og de er naturligvis med i billetprisen, siger Anette Østerlund Baadsmand.
Hvad mere kan du I opleve i løbet af 2026 - udover jazz, irsk og skotsk folkemusik? Der er Rock´n roll, fællessang og danseglæde, Skandinavisk musikglæde, Tørfisk med saltvand i blodet, Keltisk folkemusik, en kæmpe hyldest til Smokie og Suzi Quatro, inden året sluttes af med et rigtig godt julebal.
- Du kan som altid gå ind på vores hjemmeside og få mere information om de enkelte koncerter eller tage kontakt til os. Vi glæder os til at se en masse glade gæster i et godt musisk år, siger Anette Østerlund Baadsmand.




































