Populære Mimis Bistro på Strandby Havn lukker om en måned
Mimis Bistro på Strandby Havn, der i et år har ligget nr. 1 på TripAdvisor i hele Nordjylland ud af 854 restauranter, lukker 31. august. Det oplyser indehaver Søren Madsen i et opslag på Facebook.
- På Mimis Bistro har vi haft en masse glade, dejlige, skønne gæster i løbet af de sidste halvandet år, hvor jeg har haft Mimis Bistro. Jeg har oplevet en opbakning, varme og støtte fra alle i Strandby, som jeg ikke troede fandtes eller som var mig forundt. En kæmpe tak til jer alle, skriver Søren Madsen.
Spisestedet er populært og velbesøgt, og maden bliver rost.
- Det er en svær, men nødvendig beslutning. Vi er stolte over vores flotte placering på TripAdvisor. Vi har haft over 5000 spisende gæster bare i juli. Det havde ikke været muligt uden alle ansatte, og specielt skal der lyde en stor tak til Mark for at yde en ekstraordinær indsats gennem de sidste år, lyder det fra Søren Madsen.
Han driver i forvejen flere virksomheder hjemme i Aarhus, men har arbejdet dedikeret i Mimis Bistro, der ligger tæt på sommerhuset i Bratten.
- At have virksomheder i Aarhus og så samtidig skulle være her så meget, som det er påkrævet, holder jeg desværre ikke til. Og ja, det er desværre nødvendigt, da den her branche mere end andre har behov for ledelse, styring, kontrol og hands-on end nogen anden branche, jeg har været i, mener Søren Madsen.
Mimis Bistro mangler to kokke, og de er ikke mulige at finde i Nordjylland.
- Vores skønne tjenere skal enten læse eller ud og rejse. De andre unge skal i skole eller på gymnasium. Det er uholdbart og gør, at hverdagen ikke kan hænge sammen. Der er også altid økonomi, og der kan jeg kun sige, at man ikke skal gå ind i det her for at blive rig. Første år gav et underskud på 775.000 kroner, og i år rammer et nul. Det gør det svært at investere og fortsætte, erkender Søren Madsen.
Han ønsker det allerbedste for både Strandby Havn og byen.
- Her er vidunderligt, fastslår den 61-årige aarhusianer.
Søren Madsen forsøger at finde en forpagter eller køber de næste uger/måneder, som vil køre Mimis Bistro videre. Han hører meget gerne fra interesserede.