Restaurant Gratværk mangler arbejdskraft og gæster - skifter koncept
Restaurant Gratværk i Havnegade i Frederikshavn ændrer fra 2. august sit koncept. Det skyldes flere ting. Indehaver Rikke Jensen gravid, det kniber med at skaffe arbejdskraft, og der mangler gæster i restauranten.
- Indtil nu har Gratværk været vores baby, men nu kommer der altså en ægte en af slagsen. Gratværks tronarving er sat til at komme til verden 22. december. Vi har derudover, ligesom andre i branchen, svært ved at få arbejdskraft, og derfor laver vi om på konceptet. Priserne bliver skruet ned, og serveringen får en anden karakter end før. Vi kan ikke blive ved at tage de priser for vores produkter, hvis ikke vi har folk til at præsentere det på den måde, I har været vant til, skriver Restaurant Graværk på Facebook.
Det populære og meget roste spisested erkender, at de har været igennem nogle hårde år, der har gjort, at de er ramt økonomisk.
- Havde det ikke været, fordi vi brænder sådan for det vi laver, havde vi nok valgt et arbejde, hvor vi rent faktisk tjener penge. Vi er bestemt ikke ovre krisen endnu, og vi kan mærke, at vi ikke er de eneste, som mangler penge imellem hænderne, hvorfor oplevelser som middage ved os, nok bliver neddroslet for nogle af jer. Vi har desværre bare ikke de gæster, vi har brug for p.t. for, at vi også kan tjene bare en lille løn, oplyser indehaverne Rikke Jensen og Michael Andersen.
- De, der kommer, er stadig væltet bagover stolen og mere end tilfredse med det, vi tilbyder, men vi skal have en fyldt restaurant hver dag for, at vores koncept fungerer, og det er vores restaurantdesværre langt fra, som tingene ser ud, erkender parret.
I stedet for at lukke restauranten prøver de nu med en omlægning af konceptet.
- Vi tilpasser os tiderne, og vi håber så inderligt, at I vil støtte op om os, så Gratværk også er her i fremtiden. Maden bliver selvfølgelig stadig den lækre mad, I er vant til, men serveringen bliver anderledes, og priserne tilpasses krisetiderne, fremgår det på Facebook.
Fra 2. august tilbyder Restaurant Gratværk snacks, tre retters menu og drikkevarebuffet til henholdsvis 495-595 kroner pr. person. Prisen afhænger af, om det er onsdag, fredag eller lørdag.
Menuen skifter hver uge.




































