Særlig "rund koncert" og radiooptagelse i Maskinhallen
Kom og vær med, når Radio Folk onsdag aften optager koncerten med Maja Kjær si Orkester i Maskinhallen.
Det er ikke den gængse “Nordic Folk” -instrumentbesætning, der præger Maja Kjær si Orkester. I stedet er der skruet godt op for nuancerne i dette nye lydtapet.
Kaveret er blevet erstattet af et cimbalom, i stedet for bassen har Maja valgt en tuba, og trommesættet er skiftet ud med en type percussion, som favner både den dybe, mørke urkraft og de sarte, lyse vintermorgener. Violinerne har fået lov at forblive, som de er, fordi de netop er den lim, der får det skæve lydtapet til at stå lige. Dertil kommer diverse gæster – trompet, klarinet og sopransaxofon – som giver tapetet en ekstra tand på farve-paletten.
På live-scenen sætter Maja Kjær si Orkester fokus på fællesskab og nærvær med deres omvendte 360°-koncerter, som er en tæt-på og taktil oplevelse for både publikum og musikere. Her er grænsen mellem scene og stolerækkerne væk. Musikere og publikum befinder sig mellem hinanden for at lade det menneskelige nærvær supplere det musiske samspil, når de spiller live.
- Maja Kjær si Orkester ønsker nemlig at give publikum oplevelsen af dansen og fællesskabet i musikken tilbage. Og sådan får selv et siddende publikum fornemmelsen af den kommunikation og “samtale” med musikerne, som dansere ofte har. Det er helt uden filter, og en fantastisk oplevelse. Og skal der danses til, foregår det rundt om orkestret, fortæller spillestedsleder Jens Ole Amstrup, Maskinhallen.