SAL Tryk flytter fra Strandby til Frederikshavn
SAL Tryk i Strandby flytter til Frederikshavn. 20. november slår den over 40 år gamle leverandør af tryksager, profiltøj samt reklame- og gaveartikler dørene op til sine nye lokaler på Hjørringvej, hvor SAL Tryk bliver nabo til JS Biler og Novabil.
Den officielle adresse er Ellehammervej 4, men for indehaver Niels Broberg har facaden ud mod den trafikerede Hjørringvej stor betydning.
- Vi opnår meget større synlighed og bliver nemmere at besøge, mener Niels Broberg.
Han har snart 20 års jubilæum i SAL Tryk, som han blev indehaver af for tre år siden. Her overtog han firmaet efter stifteren Steen A. Larsen. Siden har der været fart på i lokalerne på Jernbanevej i Strandby. Tempoet får dog givetvis endnu et nøk opad, når SAL Tryk rykker til Frederikshavn.
- Der er ingen tvivl om, at flytningen øger vores muligheder for udvikling, og vi vil rigtig gerne fortsætte den positive udvikling, vi har haft de seneste tre år, siger Niels Broberg.
Han glæder sig til, at det fra mandag 20. november bliver meget nemmere at komme ud til kunderne, som også kommer til at opleve en helt anderledes virksomhed, når de besøger SAL Tryk på Ellehammervej.
- Vi får ikke mindst et dejligt showroom, som præsenterer vores profiltøj på en måde, som vi ikke er i stand til i dag. Vores nye kreative kontor regner vi også med, vil inspirere kunderne, og så glæder vi os til en optimeret produktionshal, udtaler Niels Broberg.
Han regner med, at den mere centrale placering i Frederikshavn motiverer både flere private kunder og virksomheder til at kigge indenfor.
- Det giver i hvert fald nogle fordele, at man som kunde kan få direkte sparring hos producenten. Flytningen ændrer selvfølgelig ikke ved, at et højt serviceniveau, fleksibilitet og konkurrencedygtige priser forbliver vigtige parametre i SAL Tryk, understreger Niels Broberg.
Netop for, at flytningen skal genere kunderne mindst muligt, rykker flyttebilerne først fra Strandby til Frederikshavn i weekenden op til 20. november.





































