Stor succes med loppemarked hos Sæby Søbad
Der var trængsel foran dørene, da Sæby Friskoles Venner lørdag slog dørene op til et stort loppemarked på Sæby Søbad. Allerede inden åbningen klokken 10.00 havde en lang kø samlet sig, og stemningen var både forventningsfuld og festlig blandt de mange besøgende.
Inde i centerbygningen var der masser af gode fund at gøre, og købelysten var stor. Ifølge arrangørerne blev loppemarkedet en markant succes – både hvad angår besøgstal og omsætning. Da Kanal Frederikshavn kiggede forbi, havde man allerede rundet en pæn omsætning.
En væsentlig årsag til det store og varierede udbud var, at ejer af Sæby Søbad, Lars Dannervig, generøst havde doneret næsten alt inventar og løsøre fra centerbygningen til Sæby Friskole. Den store donation blev modtaget med dybfølt taknemmelighed fra både Sæby Friskoles Venner, skolens ledelse og eleverne.
Skolens elever og forældre stod for salg af kaffe, vafler med mere.
- Det er helt fantastisk at opleve den opbakning, vi har fået – både fra forældre, elever og lokalsamfundet. Alle har bidraget med en kæmpe indsats, og stemningen har været fantastisk hele dagen, fortæller Helle Krogsgaard, leder af Sæby Friskole.
Når loppemarkedet er gjort helt op, vil arrangørerne vurdere, hvad der er tilbage at sælge. Der arbejdes allerede med planer om måske at afholde endnu et loppemarked for at få solgt de sidste effekter og samtidig skabe endnu en hyggelig dag for lokalsamfundet.
Alt overskud fra loppemarkedet går ubeskåret til støtte for Sæby Friskole og skolens elever.













































