Gå til hoved-indhold
06. november 2025 - kl. 23.11

Julestemning med sax og smil i Frederikshavn

  • 1 af 1
    Foto: Michael Madsen
Af: Peter Marquard

I dag, fredag 7. november, kl. 16.30 tændes lysgardinet over Frederikshavns gågade. I den forbindelse gæster saxofonisten Søren Dibbern gågaden. Han pakker med sin forrygende tenorsax og showet "Christmas Sax" gaden ind i alt det, der dufter af jul - bare i musikform.

- Søren Dibbern kan allerede opleves fra klokken 14.30 på Stentorvet foran Musik & Kram, hvor du kan forvente en sprød blanding af helt nye julehits og de klassikere, du kan fløjte i søvne. Det hele serveres i swingende, lækre arrangementer, der får fødderne til at vippe og skuldrene til at sænke sig, lover handelschef Dan Kobberup, FREDERIK, og tilføjer:

- Er du på juleshopping, bliver poserne tungere, men skridtene lettere. Er du bare ude for at nyde den mørke tid, lover vi lune toner i ørerne - og lidt ekstra glimmer på humøret. Tag børnene, bedstevennen eller bare din bedste nissehue under armen og lad dig overraske af, hvor meget jul en enkelt saxofon kan trylle frem. Én ting er sikkert, når Søren sætter luft til mundstykket, får vi både smil på læben og jul i benene, lover handelschefen.

Så kig forbi, nyd musikken og mærk den ægte juleglæde brede sig i gågaden i Frederikshavn.

I samarbejde med Café EMPIRE byder FREDERIK på 200 gratis lune æbleskiver, som serveres foran cafeen af Julemor Ruth og de søde nissebørn. Byens unikke oplevelsespunkter tændes løbende frem til Open By Christmas, men fredag kan du også tage årets julefoto sammen med Julebamsen "Frede" på Stentorvet.

- Vi sender en stor tak til vores mange medlemmer og stærke samarbejdspartnere, som bidrager til, at vi sammen kan byde på juleoplevelser i vores by til gavn for både borgere, kunder og gæster, fortæller Dan Kobberup.

I gågadekrydset i Tordenskjoldsgade, foran Venstes pop-up valglokale, byder Venstre-kandidater på varm kakao og pebernødder fra klokken 16.00, så længe lager haves. Indenfor kan du ligeledes varme op til J-dag, hvor du kan udfordre dine venner eller byrådskandidater i beerpong.

Julesneen falder traditionen tro 20.59. Her vil der være mulighed for de første juleøl hos byens spisesteder og barer. På Joy´s Pub er der livemusik med Ronni Strøm & Country Cash klokken 22.00.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...