Borgmester til kamp for N7: Sender bekymringsbrev til Regionsrådet
Borgmester Jon Andersen (V) sendte i går på vegne af Frederikshavn Kommune et bekymringsbrev til samtlige medlemmer af Regionsrådet angående den påtænkte lukning af det psykiatriske sengeafsnit N7 i Frederikshavn. Han ønsker, at N7 fortsat skal være i Frederikshavn.
Borgmesteren anfører, at lukningen kommer til at medføre en række følger for borgerne i Frederikshavn Kommune. Han appellerer til, at der findes alternative løsninger, som kan sikre en fortsat forsvarlig indsats for borgere med psykiske lidelser.
- Derudover er det forhåbningen, at vi vil blive aktivt medinddraget og hørt, inden der træffes beslutninger om den fremtidige dækning i regionspsykiatrien, skriver Jon Andersen.
Frederikshavn Kommune har forståelse for og ikke mindst erfaring med, at rekrutteringssituationen er udfordrende i disse år. Borgmesteren synes også, det er forståeligt, at der må lægges en ny linje for anvendelsen af langtidsvikarer af hensyn til bl.a. faglighed og kontinuitet for borgerne.
- Der er dog overhængende risiko for, at de overordnede, nationale målsætninger om at styrke psykiatrien, i et vist omfang udfordres af nedlæggelsen af sengepladser. Dette særligt i lyset af, at forventeligt alene er tale om en midlertidig udfordring af lægedækningen i regionen, noterer Jon Andersen.
De primære bekymringer, der giver anledning til bekymringsbrevet, er følgende:
Nedlæggelsen af sengepladser giver samlet set en mindre kapacitet. Det vil betyde, at de borgere, der reelt har behov for indlæggelse - og hvis behov ikke kan dækkes med en styrkelse af den ambulante indsats - vil få en forringet adgang til indlæggelse i forhold til i dag. Dette både som følge af færre senge samlet set, men også fordi borgerne vil skulle bevæge sig længere væk hjemmefra.
- Ud fra kendskabet til målgruppen vil dette indebære en reel risiko for, at færre lader sig indlægge frivilligt. Det er en stor udfordring for mange i målgruppen at skulle have yderligere kørsel, og det gælder også for deres pårørende. Det vil betyde dårligere mulighed for støtte fra de nærmeste pårørende og netværk i forbindelse med indlæggelse. Nærhed og tilgængelighed er vigtige forudsætninger for, at pårørende kan yde praktisk og emotionel støtte og kan indgå aktivt i et samarbejde med psykiatrien før, under og efter udskrivelse, skriver borgmeteren i brevet til Region Nordjylland.
Han forudser en opgaveglidning til Frederikshavn Kommune. Når sengepladserne flyttes væk fra Frederikshavn, vil mange års opbygning af et godt, lokalt forankret samarbejde mellem psykiatrien og den kommunale socialpsykiatri risikere at blive forringet.
- Der er en god tradition for tæt parløb med en høj grad af kendskab til hinandens tilbud, der opleves at være medvirkende til hurtigere udskrivelser. Denne koordinering og det vigtige samarbejde er en af kernerne i psykiatriens 10-års plan og noget af det, der fra nationalt hold forventes styrket og ikke forringet. Det er en reel risiko, at der dermed sker en kommunal kompensering af det, der herefter vil mangle i behandlingen, står der i bekymringsbrevet.
Jon Andersen er også nervøs for den fremtidige kapacitet i sengepsykiatrien.
- Vi oplever allerede med nuværende kapacitet mangel på sengepladser. Belægningsprocenterne er én ting, men i spidsbelastningerne, er oplevelsen en helt anden. Det er en stor bekymring, at den påtænkte beslutning vil betyde, at flere borgere ikke kan blive indlagt, eller at de udskrives efter kort behandling og med mangel på medicinsk og øvrig opfølgning.
Jon Andersen understreger, at Frederikshavn Kommune ønsker at blive aktivt inddraget, da den påtænkte beslutning kan have både økonomisk betydning, betydning for effekten af indsatserne for borgere med psykiske belastninger og betydning for borgernes oplevelse af at få den rette indsats. Herunder er der også et ønske om at blive involveret i at se nærmere på, hvordan den samlede indsats bedst tilrettelægges fremover.




































