Ældreplejen fortjener mere end en overskrift

Derfor undrer underskriftsindsamlingen "Stop besparelser på ældreområdet i Frederikshavn Kommune" mig. Ikke fordi bekymringen for ældreplejen er forkert. Tværtimod. Men selve indsamlingen består alene af en overskrift. Der står ikke, hvilke besparelser der skal stoppes, hvilke konsekvenser man frygter, eller hvordan et nej skal finansieres.

Det er egentlig synd, for Marianne Bille Jensen har i tidligere indlæg været langt mere konkret. Hun har blandt andet rejst kritik af omlægningen af Leve-Bo-køkkenerne og sat fokus på tid, kontinuitet og arbejdsforhold i hjemmeplejen. Det engagement respekterer jeg. Netop derfor bør en underskriftsindsamling også fortælle borgerne præcist, hvad de skriver under på.

For budgettet er mere kompliceret, end overskriften antyder.

Blandt de forslag, der har været fremme på ældreområdet, er en omlægning af Leve-Bo-køkkener til modtagekøkkener fra 2030. Den forventede besparelse er 2,2 mio. kr. årligt og seks færre medarbejdere. Der er også fremlagt et forslag om godt 2,8 mio. kr. i reducerede visiterede timer.

Netop de visiterede timer bør vi have langt bedre belyst. Hvor mange timer drejer det sig om? Hvor mange borgere bliver berørt? Og kan reduktionen faktisk opnås gennem rehabilitering, teknologi og bedre arbejdsgange uden at tage nødvendig hjælp fra mennesker, der ikke længere kan klare sig selv?

Ålbæk Plejecenter viser samtidig, hvorfor gamle og nye beslutninger skal holdes adskilt. Besparelsen ved at lukke det døgndækkede plejetilbud og Leve-Bo-enheden på Ålbæk Plejecenter blev lagt ind i et tidligere budget med 3,2 mio. kr. årligt fra 2027. Det nuværende udvalg har besluttet at bevare det døgndækkede tilbud i denne byrådsperiode. Det glæder mig. Men de 3,2 mio. kr. skal stadig findes.

Og her kommer kommunens økonomiske virkelighed ind.

Budgetoplægget til første behandling viser balance i 2027, men allerede i 2028 er der en strukturel ubalance på 43 mio. kr. Den stiger til 52 mio. kr. i 2030. Samtidig regner kommunen med 57.227 borgere i 2027 mod 58.376 i 2024. Administrationen beregner, at de 1.149 færre borgere svarer til omkring 101 mio. kr. mindre i årligt finansieringsgrundlag.

Det er ikke et argument for at spare blindt. Det er et argument for at prioritere og agerer med rettidig omhu.

Jeg skriver derfor ikke under på et generelt "stop besparelser". Det ville være lige så unuanceret som at acceptere enhver besparelse, blot fordi den får etiketten effektivisering.

Jeg vil bedømme hvert forslag på, hvad det gør ved den ældres hverdag.

For mig er pleje og omsorg ikke bare et gode, man kan skrue op og ned for efter forgodtbefindende. Det er en ydelse til de mennesker, som har brug for hjælp til at kunne leve et værdigt og trygt liv. Når alder, sygdom eller svækkelse gør, at man ikke længere kan klare sig selv, skal man kunne regne med, at kommunen leverer den nødvendige hjælp med faglighed, kontinuitet og respekt.

Det betyder ikke, at alle arbejdsgange skal bevares uændret. Vi skal stadig organisere, vælge klogt og bruge pengene ansvarligt. Men grænsen går dér, hvor en økonomisk tilpasning betyder, at mennesker med et reelt behov får mindre nødvendig pleje og omsorg. Her taler vi ikke om et ekstra tilbud eller en kommunal luksus. Det her handler om en kerneydelse til de borgere, som er afhængige af hjælpen.

For mig bør ældreplejen i Frederikshavn kendes på tryghed, værdighed og kontinuitet. Du skal kende dem, der hjælper dig. Faste teams og kendte ansigter skaber tryghed, fordi omsorg bygger på relationer.

Værdighed kræver også tid. Pleje må ikke reduceres til minutter og skemaer, og pårørende må ikke ende som usynlige medarbejdere, fordi systemet bliver presset. Samtidig skal det frie valg være reelt, og kvaliteten skal være høj, uanset hvem der leverer hjælpen.

Her går en vigtig grænse.

Kan vi organisere administration, arbejdsgange eller drift bedre uden at svække hjælpen, skal vi selvfølgelig gøre det. Borgernes penge skal bruges ansvarligt. Men betyder en besparelse; mindre af den nødvendig pleje, færre kendte ansigter eller så lidt tid, at omsorgen reduceres til minutter og stopur, så skal vi have modet til at sige nej – og finde pengene et andet sted.

Et samfund måles på, hvordan det behandler dem, der har bygget det. Men ansvar måles også på, om vi tør fortælle, hvad vi vælger – og hvad vi vælger fra.