Gå til hoved-indhold
21. august 2026 - kl. 00.08

Ann-Mette Elten afslutter sin sidste juletour i Frederikshavn Kirke

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Kanal Frederikshavn

Der er lagt op til en både smuk, stemningsfuld og ganske særlig musikalsk oplevelse, når SIND Frederikshavn & Læsø inviterer til julekoncert med Ann-Mette Elten i Frederikshavn Kirke 4. søndag i advent, det vi sige 20. december.

Efter mere end fire årtier på de danske musikscener tager Ann-Mette Elten – kendt for sin varme stemme og helt særlige evne til at røre sit publikum – sammen med sin faste guitarist og mand Niels Kirkegaard på deres sidste juletour.

Og netop koncerten i Frederikshavn Kirke bliver noget helt særligt. Det bliver nemlig den allersidste koncert på deres sidste juletour og dermed en både historisk og følelsesladet afslutning på mange års julekoncerter rundt omkring i landets kirker.

- Vi har fra den tidligere bestyrelse fået fortalt, at Ann-Mette Elten og hendes mand altid har holdt meget af at spille i Frederikshavn, og netop Frederikshavn Kirke er et af deres absolutte favoritsteder. Derfor er vi selvfølgelig både glade og stolte over, at deres allersidste koncert kommer til at foregå lige her i Frederikshavn Kirke. Det bliver uden tvivl en helt særlig aften, siger Tanja Hestvang fra SIND Frederikshavn & Læsø.

Lys, nærvær og julens klange
Publikum kan se frem til en koncert fyldt med lys, nærvær og julens smukke klange. Med en blanding af klassiske julesange, smukke ballader og personlige fortællinger skaber Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard en intim stemning, der rammer lige i hjertet og minder os om, hvorfor musik nogle gange kan føles som en stille bøn.

For SIND Frederikshavn & Læsø er julekoncerter efterhånden blevet en mangeårig og værdsat tradition, og lokalafdelingen glæder sig over endnu en gang at kunne præsentere Ann-Mette Elten for publikum i Frederikshavn.

- SIND Frederikshavn & Læsø har tidligere haft fornøjelsen af at arrangere julekoncert med Ann-Mette Elten, og det har hver gang været en stor succes med udsolgte koncerter. Derfor både håber og tror vi på, at rigtig mange igen vil være med, når vi denne gang får mulighed for at sige tak og farvel ved hendes sidste julekoncert, fortæller Tanja Hestvang.

At koncerten samtidig finder sted 4. søndag i advent, blot få dage før juleaften, er med til at skabe den helt rigtige ramme om en aften, hvor musikken, julestemningen og fællesskabet får lov til at være i centrum

Overskuddet går til SINDs lokale arbejde
Koncerten har samtidig et vigtigt formål. Alt overskud går ubeskåret til SIND Frederikshavn & Læsøs arbejde i lokalområdet. Dermed er publikum ikke alene med til at opleve og markere afslutningen på en lang musikalsk juletradition med Ann-Mette Elten – de er samtidig med til at støtte SINDs lokale arbejde for mennesker med psykiske udfordringer og deres pårørende.

SIND Frederikshavn & Læsø håber derfor på en fyldt Frederikshavn Kirke, når Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard søndag 20. december sætter det sidste musikalske punktum for deres mangeårige juletour. Det bliver en koncert med både glæde og vemod – og ikke mindst en enestående mulighed for at opleve Ann-Mette Elten én sidste gang i de kirkerum, som gennem årene har dannet rammen om så mange af hendes stemningsfulde julekoncerter.

Billetprisen er 250 kroner plus gebyr.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...