Gå til hoved-indhold
19. juli 2025 - kl. 00.07

Seks råd til den perfekte feriebog og tre sommerfavoritter fra bibliotekaren

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
    Bibliotekar Pernille Lisborg er klar med inspiration til sommerens læseoplevelser
Af: Michael Frederiksen

Biblioteket er klar med tips, inspiration og rum til både afslapning og oplevelser i din sommerferie – med eller uden en bog i hånden. Tag en pause fra solen, slap af, bliv inspireret og deltag i Sommerbogen for både børn og voksne.

Uanset om du ligger i hængekøjen, sidder på altanen, venter på is, kører i tog eller gemmer dig for solen, er ferien oplagt til at fordybe sig i gode historier og spændende fortællinger.

Her er seks hurtige råd til at finde din perfekte ferielæsning:
1.    Pak til skiftende læsehumør – let, spændende, sjovt, rørende. Tag lidt af hvert med.
2.    Drop bogen ved side 37, hvis du ikke er fanget. Læsning skal føles godt.
3.    Vælg med lyst, ikke af pligt. Der er ingen "rigtige" bøger i ferien.
4.    Bladr i bogen, før du låner – læs et par sider i stedet for kun bagsideteksten.
5.    Spørg en bibliotekar – de hjælper dig gerne på vej.
6.    Tag en ekstra bog, bare fordi den virker spændende. Den kan overraske dig.

Bibliotekarens sommerfavoritter
- Hvis du mangler inspiration til ferielæsningen, så får du her mine tre sommerfavoritter. De har hver sin særlige stemning, der passer perfekt til ferie og fordybelse, siger bibliotekar Pernille Lisborg.

Tove Janssons "Sommerbogen" er en fin lille poetisk bog om en farmor og et barnebarn og en dejlig lang sommer. Forfatteren til de elskede bøger om Mumitroldene.

"Natskolen" af Karl Ove Knausgård er fjerde del i serien Morgenstjernen. Med mere end 2.000 sider i Knausgårds nyeste sublime romanserie er der basis for mange dejlige læsetimer i skyggen.

Lydia Sandgrens "Samlede værker" er en dannelsesroman, et trekantsdrama og en familiekrønike – "og så foregår den i det Göteborg, jeg føler, jeg kender så godt", siger Pernille Lisborg.

Biblioteket i ferien – mere end bare læsning
Biblioteket er ikke kun bøger – det er et sted, du kan være. Der er plads til leg, fordybelse og kreativitet. Du kan tage en pause fra solen, læse højt for dit barn, spise madpakker eller tegne og klippe i børnebiblioteket – eller bare nyde roen med eller uden en bog i hånden.

Du kan også bruge biblioteket, når det passer dig. Med det selvbetjent bibliotek er dørene åbne fra tidlig morgen til aften – også uden for personalets åbningstid. Du skal bare være fyldt 12 år og oprettet som låner – så har du adgang med dit sundhedskort eller lånerkort.

For børn: Vær med i Sommerbogen
Børn mellem 6 og 15 år kan være med i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen. Fra 13. juni til 16. august handler det om at læse bøger og løse sjove udfordringer.

Når børnene har læst og anmeldt tre bøger og løst fem udfordringer, er de med i konkurrencen om en biograftur for hele klassen. Derudover deltager de i en landsdækkende lodtrækning, hvor hovedpræmien er muligheden for at tømme en boghandel på fem minutter.

Kom ned på biblioteket i den betjente åbningstid og tilmeld dit barn hos bibliotekaren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...