Gå til hoved-indhold
23. marts 2013 - kl. 23.03

Selvtillids-boost til Nicolai Meyer i DM-slutspillet

  • 1 af 3
    FOTO: Lars Andersen
  • 2 af 3
    FOTO: Eframe.dk
  • 3 af 3
    Nicolai Meyer blev fortjent kåret som kampens mest værdifulde White Hawks-spiller. Foto: Eframe.dk
Af: Lars Andersen

Nicolai Meyer har leveret flotte præstationer i semifinaleserien mod Rødovre, og indtil videre er det blevet til en scoring og en assist - og i aften en kåring som kampens White Hawks-spiller.

Aftenens kamp var en klokkeklar dominans af Frederikshavn White Hawks, der havde fundet tilbage på sporet igen. Med til at finde tilbage på det velkendte White Hawks-spor var især Nicolai Meyer, som i slutspillet er vokset en del og har taget sin tørn for holdet her i semifinalerne.

- Vi spiller godt i dag. Vi får lukket ned for alle de her 2 mod 1, og 3 mod 2, som vi gav Rødovre mange af i torsdags. Til gengæld får vi markant flere skud på mål - desværre nogle lidt halvdårlige skud til tider. Vi skal forsøge at få deres keeper mere i bevægelse, siger Nicolai Meyer til Kanal Frederikshavn.

I semifinaleseriens første kamp nettede Nicolai en enkelt gang, og i aften blev det til vel nok årets assist fra den unge fuldtidsprofessionelle frederikshavnerdreng:

- Jeg kommer med god fart fra en back-checking i egen zone, og så får jeg pucken taget fra en af deres spillere. Samtidig har jeg rimelig god fart i skøjterne og sætter kursen mod deres mål. Jeg ville have rundet deres mål, men fandt i stedet Tobias (Kisum, red.) inde foran, og han satte den ind.

Et mål, som Nicolai Meyer gjorde det flotte forarbejde til helt fra egen zone. Ikke mindst den præstation medvirkede til, at tilskuerne kårede ham til kampens mest værdifulde White Hawks-spiller:

- Det altid dejligt at få sådan en kåring – medgang hjælper selvfølgelig, og den er jeg naturligvis glad for at have fået, siger Nicolai Meyer.

I tredje periode var den unge Meyer helt ovenpå, og selvtilliden lyste ud af den unge forward. Han stod også for aftenens detalje under et spilstop i sidste periode. Her havde Nicolai Meyer i en nærkamp fået fat i en af Rødovre-spillerenes stave, som han venligt holdt fast i, indtil Rødovre-spilleren selv tog den tilbage. Det skete dog ikke lige med det samme, da Rødovre-spilleren havde travlt med at brokke sig til hoveddommer Asger Krog, alt imens Nicolai Meyer fortsatte i cirkler rundt om den stok-løse Rødovre-spiller. En lille provokation af frederikshavneren, som da også blev afsluttet med et smil fra Meyers side. Til stor fornøjelse for hovedparten af de næsten 2000 tilskuere i hallen lørdag aften.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...