SET Pipes i Frederikshavn vinder millionkontrakter
Fjernvarmen vinder frem overalt i Danmark, og det smitter af på SET Pipes A/S, som har til huse i hyggelige omgivelser på Saltebakken i Frederikshavn. Virksomheden, som er islandsk ejet, har vundet ordrer i millionklassen og skal levere fjernvarmerør det kommende år i Vest- og Sønderjylland.
Kim Stubbergaard Reese, som driver datterselskabet i Frederikshavn, er glad for, at det er for alvor er lykkedes at komme ind på det danske marked.
- Det har været nogle hektiske år, hvor optimismen en gang i mellem er blevet sat på prøve, men vi har bevaret troen og høster nu frugten af det tunge træk, det har været at etablere sig som næsten ny spiller på et konservativt dansk fjernvarmemarked i en tid med pandemi og uro i Europa, udtaler Kim Stubbergaard Reese.
For små tre år siden valgte virksomhedens islandske ejere at etablere eget datterselskab i Danmark med ansvar for salg af isolerede rør i hele Skandinavien. Timingen var måske ikke den bedste med COVID-19, der gjorde sit indtog, og med de efterfølgende udfordringer, der lå i at besøge kunder under en nedlukning. Ikke desto mindre lykkedes det den daglige leder Kim Stubbergaard Reese og hans kollega Erik Schou Lund at få opbygget et godt samarbejde med kunder i hele Skandinavien, og en langsom vækst begyndte at tegne sig.
I 2022 er udviklingen fortsat i rask trav, og da Putin valgte at gå ind i Ukraine blev leveringssituationen i Europa på råmaterialer som stål, plast og PUR-skum, der anvendes som isoleringslag i fjernvarmerør, meget ustabilt. Heldigvis havde de islandske ejere udvist rettighed omhu og oprustet på råvarelagrene, hvilket betød, at virksomheden stod et bedre sted end deres konkurrenter på det danske marked.
- Vi har fra vores ejers side været dygtige til at agere i et usikkert marked, og det nyder vi godt af nu. I modsætning til mange af vores kollegaer i branchen har vi holdt en høj leveringssikkerhed, hvilket har betydet, at vi har fået foden ind mange steder i Danmark, fortæller Kim Stubbergaard Reese.
SET Pipes har to fabrikker, der producerer rørløsninger til energisektoren. En i Selfoss på Island og en i Haltern am See i Tyskland, og derudover altså et salgskontor placeret i Frederikshavn.
- Med den vækst vi kigger ind i, behøver vi også flere folk i Frederikshavn til at håndtere efterspørgslen. Det bliver i første omgang på den tekniske side, hvor vi skal have besat en position, der kan tage sig af vores tekniske dokumentation indenfor rørdesign, men jeg tror ikke, det stopper der, for vi får travlt – rigtigt travlt i vores branche de næste mange år, vurderer Kim Stubbergaard Reese.
SET Pipes har allerede leveret rør til Forsyningen i Frederikshavn, da den oprindelige rørproducent ikke kunne leve op til deres leveringstider.
- Det var rigtigt dejligt, at vi kunne hjælpe Forsyningen med at få færdiggjort deres projekter, det gør vi gerne, og vi ved jo, at der også ligger projekter i både Skagen, Elling og Sæby og venter, og dem byder vi også meget gerne ind på hvis vi får muligheden.
Regeringen har en plan om at cirka 400.000 danske hjem, der i dag opvarmes med naturgas, og omtrent 50.000 danske hjem, der opvarmes med oliefyr, skal omlægges til grønnere løsninger som blandt andet fjernvarme og varmepumper inden 2035. Ruslands invasion af Ukraine har speeded den proces op - ikke bare i Danmark, men i hele Europa.





































