Kristian Bøgsted: Danskerne skal ikke pålægges endnu en boligskat
Kristian Bøgsted, boligordfører, folketingsmedlem i Danmarksdemokraterne, valgt i Nordjyllands Storkreds, har skrevet dette indlæg: Lars Løkke er ude og sige, at han mener, at danskerne skal pålægges endnu en boligskat på gevinsten ved salg af ens bolig. Som om vi ikke har rigeligt med bøvl og udfordringer, når det kommer til beskatningen på boligområdet med ejendomsvurderingssystemet, som er under al kritik.
Forslaget om en ny boligskat fra Løkke vil resultere i en dobbeltbeskatning, da ens ejendomsskat bliver beregnet ud fra ejendomsvurderingssystemet, som indberegner markedspriserne. Her vil Løkke så beskatte boligejere endnu en gang, når man sælger sin bolig, ved at lade danskerne betale en skat af den fortjeneste, man eventuelt gør sig på salget.
Et boligkøb er en investering og en måde hvorpå man kan sikre sig selv og sin familie i fremtiden. En ekstra beskatning på boligområdet skaber utryghed og uro for boligejere, og sådan skal det ikke være. Boligejere skal vide hvad de har at gøre med både nu og i fremtiden.
Jeg mener ikke, at det er fair, at danskerne skal straffes for at lave en investering for at sikre sig selv i fremtiden.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Det er blevet for dyrt at være dansker. Et forslag om endnu en boligskat er blot endnu et bevis på, at vi trænger til en ny retning og en blå regering!




































