Gå til hoved-indhold
26. februar 2026 - kl. 12.02

Grand Prix-vinder synger også på dansk i Eurovision i Østrig

  • 1 af 1
    - Når sproget ikke bliver forstået ord for ord, opstår der en mystik, som passer perfekt til sangens tema om fristelse og det, der sker efter midnat, siger Søren Torpegaard Lund. Foto: Mathias Gregersen
Af: Michael Frederiksen

Søren Torpegaard Lund, der vandt Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord, synger også på dansk i Eurovision i Wien. Det oplyser han på Facebook.

Vi tar til Eurovision Song Contest på DANSK. We’re going to Eurovision in DANISH, fastslår han.

Det har været det helt store samtaleemne efter showet i Frederikshavn, om han ville fastholde sangen dansk eller optræde med en engelsk version i Østrig.

Bookmakerne har p.t. Danmark helt oppe på en tredjeplads.

- For mig har det aldrig handlet om, hvilket sprog jeg helst ville stå med. Det har handlet om at være åben over for processen og give alle muligheder en ærlig chance. Sammen med mit hold, sangskriverne og DR har vi undersøgt, hvad der kunne give sangen de bedste forudsætninger internationalt, skriver Søren Torpegaard Lund.

- Men jo længere vi kom i processen, jo tydeligere blev det, at "Før vi går hjem" allerede står stærkest dér, hvor den startede - i sit originale danske sprog. Det er den version, et helt community både i og uden for Danmark har forelsket sig i.

Søren Torpegaard Lund konstaterer, at selv dem, der ikke forstår dansk, har forelsket sig i en stemning og en vibe.

 - Og jeg oplever faktisk, at det er en styrke. Når sproget ikke bliver forstået ord for ord, opstår der en mystik, som passer perfekt til sangens tema om fristelse og det, der sker efter midnat. Det danske sprog får lov at være noget dragende og næsten fortryllende, mener vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2026.

- Det er også dér, sangen fra start har boet i mit hjerte. Og jeg er stolt af at stå ved det, der føles autentisk for mig. Nogle gange kræver det mod at trodse statistikker og forventninger, men for mig er autenticiteten det vigtigste. Det er den, der gør min performance stærkest. Derfor føles det helt rigtigt at lade sangen leve videre i sin oprindelige form. Det er jeg både stolt af og virkelig lykkelig over.

Eurovision afvikles 12., 14. og 16. maj i Wien. Danmark medvirker i den anden semifinale, det vil sige torsdag 14. maj.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...