Lørdag: Lokalopgør og masser af floorball i Idrætshallen
Lørdag 28. februar byder Frederikshavn Blackhawks på en hel floorballdag i Idrætshallen i Arena Nord, hvor både ungdom, bredde og elite er i aktion. Der er fri entré til alle kampe.
Dagen kulminerer kl. 13.30 med et nyt lokalopgør i Herreligaen mod AaB. Onsdagens opgør i Aalborg endte med et nederlag på 8-3, og derfor er der lagt op til et tændt hjemmehold, som vil levere et andet udtryk foran eget publikum.
- Midtugens kamp blev i høj grad afgjort af personlige fejl og effektivitet i de afgørende situationer. Skal pointene blive i Frederikshavn, kræver det større disciplin, færre individuelle fejl og skarphed i begge ender af banen. Kampene mellem de to nordjyske mandskaber har det med at blive intense og tætte, og der forventes endnu en fysisk og tempofyldt duel, udtaler sportschef Thomas Lodberg.
Inden ligakampen er der to spændende opgør på programmet:
Kl. 9.30 spiller U15 Piger mod Sæby. Blackhawks’ U15-piger spiller i drengerækken og ligger aktuelt nummer to - kun overgået af klubbens eget U15-drengehold.
- Det er en imponerende præstation og et stærkt billede på talentudviklingen i klubben, siger Thomas Lodberg.
Kl. 11.00 møder 2. divisionsherrerne Strandby. Med en sejr kan Blackhawks overhale lørdagens modstander i tabellen og indtage rækkens fjerdeplads.
Frederikshavn Blackhawks håber på stor opbakning i Idrætshallen til en dag, der viser hele bredden i Danmarks mest vindende floorballklub.




































