Gå til hoved-indhold
30. april 2026 - kl. 19.04

Tina Kruckow færdig i SF - fortsætter som løsgænger i byrådet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Byrådsmedlem Tina Kruckow er færdig i SF. Hun blev i aftes udpeget som Christina Lykkes afløser, men nu er hun allerede fortid i partiet.

Hun er ikke længere velkommen i partiet, skriver TV2 Nord.

- Jeg kan bekræfte at Tina har meldt sig ud. Det er sket i fælles forståelse, og vi betragter det som en intern sag og har ikke yderligere kommentarer, udtaler Jesper Øgaard Andreasen, SF Frederikshavn, til Kanal Frederikshavn.

Han ønsker ikke at udbyde, hvad "fælles forståelse" betyder. Han vil heller ikke kommentere, om Tina Kruckow er blevet smidt ud af partiet.

Tina Kruckow beholder sit mandat og fortsætter i byrådet i Frederikshavn som løsgænger.

- Jeg er blevet løsgænger, fordi SF Frederikshavn ikke længere ønsker min profil i partiet. Jeg er overrasket og ked af det, og jeg forstår ikke helt hvorfor, siger Tina Kruckow til TV2 Nord.

Hun kunne have givet sit mandat videre til den næste i rækken på SF's liste, men hun vælger at fortsætte som løsgænger.

 - Jeg har valgt at blive, fordi jeg er valgt af nogle vælgere. Jeg er stemt ind på mit mandat, og der venter et vigtigt arbejde for vores børn og unge, som jeg vil kæmpe videre for, siger hun.

Tina Kruckow var i foråret 2024 kandidat til at blive Socialdemokratiets nye borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune efter Birgit S. Hansen, men hun tabte urafstemningen til Anders Brandt Sørensen. I november 2024 forlod hun partiet og meldte sig ind i SF.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...