Gå til hoved-indhold
19. juni 2026 - kl. 12.06

Vi skal kende virkeligheden, før vi træffer beslutninger

  • 1 af 1
    På turen deltog Bodil Krogh (V), Klaus Hjulmand (LA), Jill Byrdal (V) og Liv Lundholm Pedersen (A). Tina Kruckow (UP) deltog ikke i rundturen.
Af  Klaus Hjulmand

Formand Klaus Hjulmand (LA), Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund, har skrevet dette indlæg: Udvalget har igen været på tur – denne gang i den sydlige del af Frederikshavn Kommune.

Vi har besøgt Østervrå Idræts- og Kulturcenter, PixlArt, Dybvad Hallen, Sæby Spektrum, Sæby Svømmebad, Sæby Bibliotek, Manegen i Sæby, Vandsportens Hus, Clasens Gård/Sæby Lokalhistoriske Forening, Retfærdigheden i Sæby og Sæby Festival.

Det har igen været en dag, der både giver indtryk, eftertanke og energi.

For os i udvalget er besøgsrunderne ikke bare noget, vi gør for syns skyld. De er en vigtig del af den måde, vi ønsker at arbejde på. Vi skal kende dem, vi laver rammer og regler for. Vi skal se stederne, møde menneskerne og lytte til både udfordringer, idéer og ambitioner.

For bedre kendskab giver bedre dialog. Og bedre dialog giver bedre beslutninger.

Det gælder, uanset om vi taler idrætshaller, kulturhuse, biblioteker, museer, festivaler, lokalhistorie, svømmebad, foreninger eller frivillige fællesskaber. Bag det hele står mennesker, der bruger deres tid, energi og faglighed på at skabe liv i vores kommune.

Som udvalg har vi fået ansvaret for et område, der betyder rigtig meget for rigtig mange. Det ansvar skal vi tage ydmygt og seriøst. Derfor er det vigtigt, at beslutninger ikke kun træffes bag et skrivebord, men også bygger på det, vi ser og hører ude i virkeligheden.

Set med udvalgets briller handler det også om noget helt grundlæggende: Kommunen skal ikke styre alt. Kommunen skal skabe gode, enkle og fornuftige rammer, så borgere, foreninger, frivillige og lokale ildsjæle får bedst mulige vilkår for at lykkes.

En kommune kan bygge en hal, drive et bibliotek eller støtte et kulturhus. Men det er menneskerne, der fylder stederne med liv.

Også når man besøger den sydlige del af kommunen, bliver man mindet om, hvor meget vi faktisk har at være stolte af. Der er engagement, kvalitet, vilje og fællesskab overalt. Der er også udfordringer – naturligvis. Men netop derfor er dialogen så vigtig.

Tak til alle jer, der tog imod os, viste rundt og delte jeres hverdag med os.

På turen deltog Liv Lundholm Pedersen, Jill Byrdal, Bodil Krogh og Klaus Hjulmand.

Vi fortsætter arbejdet med åbne døre, åbne ører og en klar ambition: At gøre det lettere for dem, der skaber liv, fællesskab og aktivitet i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...