Gå til hoved-indhold
19. juni 2026 - kl. 00.06

Kommune støtter DM for politihunde - ingen støtte til international golfturnering

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

DM for politihunde får kommunalt tilskud til afviklingen, hvorimod Frederikshavn Golfklub må kigge i vejviseren efter økonomisk opbakning fra Frederikshavn Kommune. Det står fast efter mødet i går i Udvalget for Økonomi og Strategi.

PH-Vendelbo søgte om 27.600 kroner til afviklingen af DM for politihunde 25.-28. september 2026 i Skagen og Hulsig.

Dansk Politihundeforening har booket 600 overnatninger i kommunen til hundeførere, dommere, figuranter og hjælpere. PH-Vendelbo vil etablere et koncept, hvor familie og gæster får mulighed for at tilmelde sig med overnatning.

Det ansøgte beløb skal bruges til forplejning af frivillige hjælpere, leje og køb af nødvendigt materiel til brug for arrangementets afvikling.

Direktionssekretariatet indstillede, at ansøgningen afvises. Politikerne valgte dog at bevilge det ansøgte beløb på 27.600 kroner.

Frederikshavn Golfklub har søgt om 60.000 kroner til DP World Tour Qualifying School, der for andet år i træk afvikles i Frederikshavn. Turneringen er spillernes første skridt mod at spille sig videre til DP World Tour.

I 2025 deltog 84 spillere fra 27 forskellige nationer. Derudover deltager spillernes teams, hvorfor det vurderes, at turneringen bidrager med omkring 1100 overnatninger i Frederikshavn Kommune.

Økonomiudvalget ydede i 2025 et tilskud på 35.000 kroner til opstart af DP World Tour Qualifying 
School.

I puljen for prioritering i by og opland er der p.t. 6.876.550 kroner, der ikke er disponeret.

Direktionssekretariatet indstillede dog, at ansøgningen afvises, da der i 2025 blev givet tilskud til opstart. Politikerne fulgte indstillingen, så golfklubben må afvikle DP World Tour Qualifying School uden kommunalt tilskud.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...