Gå til hoved-indhold
17. juni 2026 - kl. 01.06

Eliteidræt, julebelysning, Skagen Festival og cups rammes af millionbesparelse

  • 1 af 1
    Administrationen indstiller, at det kommunale tilskud op 426.053 kroner til julebelysningen i Frederikshavn, Skagen og Sæby bortfalder fra 2030.
Af: Michael Frederiksen

Mindre markedsføringstilskud til eliteidrætten, slut med tilskud til julebelysning, Skagen Festival, Cup No.1 og Rødspætte Cup, en markant reduktion i støtten til Destination NORD og Erhvervshus Nord samt mindre støtte til Fonden Tordenskiold, Frederikshavn Byfond og Skagen Byfond.

Det lyder som et afsnit fra bogen "Sådan skræmmer vi borgerne væk fra vores kommune", men det er ikke desto mindre de realiteter, som politikerne i Udvalget for Økonomi og Strategi skal forholde sig til i næste uge.

De præsenteres for besparelser på 13,6 millioner kroner - vel at mærke den type tilskud, som bortfalder år efter år. Der er tale om besparelser, som i givet fald træder i kraft fra 2030.

Der er afsat 1.345.000 kroner til markedsføring af eliteidrætten i Frederikshavn Kommune, hvor Frederikshavn White Hawks p.t. er topscorer med et årligt tilskud på 400.000 kroner. Her vil administrationen fjerne 445.184 kroner.

Center for Ejendomme, Park og Vej understøtter handelsstandsforeningernes arbejde med opsætning af julebelysning i gågaden. Det nuværende tilskud er på 426.053 kroner. Det forsvinder helt, hvis politikerne følger administrationens indstilling.

Skagen Festival, Cup No.1 (FfI's internationale ungdomsturnering i fodbold) og Rødspætte Cup (FfI's internationale ungdomsturnering i håndbold) har de seneste par år modtaget hver 257.000 kroner i tilskud. Det er slut fra 2030, hvis indstillingen følges.

Frederikshavn Kommune støtter efter planen det fælleskommunale destinationsselskab Destination NORD med 6.511.700 kr. i 2030. Det tilskud vil administrationen reducere med 1.000.000 kroner.

Frederikshavn Erhvervsråd (Erhvervshus Nord) varetager den lokale erhvervsfremmeindsats med henblik på at skabe erhvervsøkonomisk vækst og flere arbejdspladser i kommunen.

Erhvervshus Nord står til et tilskud på 5.770.000 kroner i 2030, men administrationen indstiller, at det også reduceres med 1.000.000 kroner.

Fonden Tordenskiold må vinke farvel til 128.000 kroner ud af 1.028.000 kroner, hvis indstillingen følges. Skagen Byfonds budget går fra 99.000 til 49.000 kroner, og Frederikshavn Byfond går fra 172.000 til 97.534 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...