Forsvaret lejer kollegieværelser på Rømøvej til indkvartering af medarbejdere
Behovet for indkvartering af Forsvarets værnepligtige hos Søværnet i Frederikshavn ses tydeligt med opførelsen af nye bygninger på både Flådestationen og i Bangsboskoven. Nu er endnu en løsning faldet på plads.
Forsvaret og Frederikshavn Kommune har indgået en aftale omkring 40 værelser i kollegiet på Rømøvej i Frederikshavn.
Behovet for yderligere indkvarteringsmuligheder for Søværnets medarbejdere bliver blot større og større, da der forventes at skulle ansættes markant flere i den kommende tid.
Værelserne skal blandt andet huse nyansatte instruktører og befalingsmænd fra Søværnet, så de kan bo centralt i forhold til deres arbejdssted og midt i Frederikshavn by.
- Vi har kigget på forskellige løsninger og er sammen med Frederikshavn Kommune nu nået til enighed om denne løsning, der kommer alle til gode. Lejeaftalen skal samtidig ses som et supplement til vores byggeri i Bangsbo, siger chefen for Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed, Kommandørkaptajn Morten Hvilshøj.
- Den her aftale er resultatet af et stærkt arbejde fra administrationens side, der hurtigt og klogt spottede en mulighed for at understøtte Forsvaret i den omstillingsproces, de står midt i. Det er et tydeligt bevis på de potentialer, der følger med Forsvarets øgede tilstedeværelse i kommunen, siger Jan Bjeldbak, bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Kollegium.
Borgmester Jon Andersen er glad og tilfreds med den netop indgåede aftale.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har nogle bygninger rundt om i kommunen, der har været mere liv i tidligere, end tilfældet er nu. Så at øget aktivitet i Forsvaret er med til at skabe lys i vinduerne og liv fra nye beboere, er jeg meget tilfreds med, lyder det fra borgmesteren.
Aftalen gælder fra 1. august.





































