Berusede norske cykelturister: Turistpolitik eller mangel på styring?
Thomas Mose har skrevet dette indlæg: Jens Otto Størups beskrivelser af stærkt berusede norske cykelturister mellem Hirtshals og Skagen har sat fokus på et problem, som mange længe har kendt til, men som få har ønsket at tale højt om.
Problemet er for nylig blevet beskrevet i både NordsøPosten og TV2 Nord, hvor billeder og beretninger viser alkoholprægede cykelture, affald i naturen og episoder, der næppe bidrager positivt til områdets omdømme.
De billeder og beretninger, der nu går landet rundt, handler ikke kun om affald i naturen. De handler også om, hvilken form for turisme vi ønsker at være kendt for.
Turistchefen i Hirtshals har taget klar afstand fra adfærden og understreget, at det ikke er den type turisme, området ønsker at markedsføre sig på. Samtidig er der taget initiativ til dialog mellem myndigheder, erhvervsliv og færgeselskaber for at finde løsninger.
Fra Skagen er der fortsat bemærkelsesværdigt stille.
Det er ellers svært at ignorere sammenhængen mellem den alkoholprægede cykeltradition mellem Hirtshals og Skagen og den festkultur, som gennem mange år har været en del af sommerlivet i Skagen. En kultur, som også har været omdrejningspunktet i den omtalte musikstøjsag.
Her har kommunen i årevis fastholdt en praksis, som siden blev underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet i efteråret 2023. Først i efteråret 2025 accepterede kommunen, at miljølovgivningen skulle efterleves. Det rejser et naturligt spørgsmål. Har ønsket om at beskytte en bestemt form for turisme fået lov til at veje tungere end hensynet til lovgivning, naboer og byens langsigtede udvikling?
Samtidig rejser sagen et mere grundlæggende spørgsmål.
I både Masterplan Skagen og byens udviklingsplaner findes der mange gode og ambitiøse visioner om kvalitetsturisme, bæredygtighed, natur, kultur og respekt for de værdier, der gør Skagen unik. Der tales om at tiltrække gæster, som værdsætter områdets særlige kvaliteter og bidrager positivt til lokalsamfundet.
Problemet er derfor måske ikke manglen på planer.
Problemet er, om der findes den nødvendige politiske vilje og styring til at omsætte planerne til virkelighed.
For hvor passer en alkoholpræget cykeltradition, affald i naturen og en festkultur, der år efter år skaber konflikter, ind i de visioner?
Derfor er det relevant at spørge både kommunen, Toppen af Danmark og de øvrige turismeaktører, om den nuværende udvikling er et bevidst valg eller blot resultatet af manglende styring.
Mange husker, hvordan Løkken tidligere kæmpede med et image præget af druk og fest. Den udvikling arbejdede man målrettet på at ændre. Derfor er det relevant at spørge, om Skagen ønsker at gå den modsatte vej?
Skagen markedsføres som en destination med natur, kultur, kunst, kvalitet og unikke oplevelser. Men harmonerer det image med historier om berusede cykelturister, affald i naturen og en festkultur, der år efter år skaber konflikter?
For når visioner ikke følges op af politisk vilje og styring, bliver det den tilfældige udvikling, der kommer til at definere resultatet.
Og så er spørgsmålet, om det er den fremtid, man ønsker for Skagen.




































