Fælles gåture har været en gevinst for voksne udviklingshæmmede borgere
Et bofællesskab for voksne udviklingshæmmede borgere i Frederikshavn har den seneste tid haft et forløb med fælles gåture hver torsdag sammen med de pårørende. Forløbet er afviklet over 10 gange og har haft fokus på fællesskab, trivsel og motion.
- Samarbejdet med de pårørende har været en helt central del af forløbet. De har haft en stor andel i, at det er lykkedes at gennemføre, og det har været tydeligt, hvor meget det fælles engagement betyder. Det, at samles om noget meningsfuldt på tværs af borgere, pårørende og personale har haft stor værdi for alle involverede, mener faglig leder Sara Maria Christensen, Bofælleskaberne Frederikshavn / Odinsvej.
Hvorfor valgte I at lave disse gåture?
- Vi valgte at starte de ugentlige gåture, fordi vi gerne ville støtte op om mere bevægelse i hverdagen for vores borgere. Idéen opstod egentlig ved, at de pårørende til et af vores samarbejdsmøder såede et frø omkring mere bevægelse, og vi havde en god dialog om, hvordan vi kunne have bevægelse samtidig med at gøre det attraktivt. Idéen fik lov til at spire i et fælles samarbejde mellem pårørende og bofællesskabet.
- Samtidig ønskede vi at skabe et fællesskab, hvor borgere, pårørende og medarbejdere kunne mødes, være sammen og få gode snakke undervejs. Gåturene har vist, at når vi løfter i fællesskab og lægger energi i en idé sammen, så kan rigtig meget lade sig gøre. Undervejs har vi fået gode oplevelser sammen, og det har helt sikkert været med til at skabe et endnu stærkere fællesskab omkring vores borgere, mener Sara Maria Christensen.
Omkring 10-15 borgere pr. gang har deltaget. I alt har 23 borgere har været med, tre-fem pårørende pr. gang samt medarbejdere på gåturene. Deltagerantallet varierede fra gang til gang, men der har generelt været en rigtig god opbakning til initiativet.
- Gåturene har givet os mulighed for at mødes på en anden måde end i de vante rammer. Vi får bevægelse, frisk luft og tid til gode snakke, mens vi er sammen. Det har været en hyggelig måde at samle borgere, pårørende og medarbejdere på, og det har været med til at styrke fællesskabet og relationerne imellem os. Samtidig har det været en aktivitet, som de fleste har kunnet deltage i på deres egne præmisser. Fordi forløbet har strakt sig over længere tid, har der været plads til, at nogle borgere først kunne se det lidt an. Flere er blevet nysgerrige undervejs og har valgt at deltage hen ad vejen. Derfor har vi også oplevet, at antallet af deltagende borgere stille og roligt er vokset gennem forløbet, fortæller Sara Maria Christensen.
Det er også blevet en aktivitet, flere af borgerne ser frem til, og som er blevet en naturlig del af deres torsdage.
Gåturene fortsætter efter sommerferien.
- Forløbet har været en stor succes, og flere af de borgere, som ikke har deltaget denne gang, har allerede givet udtryk for, at de gerne vil være med næste gang. Det kan være, at aktiviteten får en lidt anden form, men fokus vil fortsat være på bevægelse, fællesskab og samvær mellem borgere, pårørende og medarbejdere. De positive erfaringer har vist os, hvor stor værdi det har at mødes omkring aktiviteter, der styrker både trivsel og relationer.
Bofælleskaberne Frederikshavn / Odinsvej markerede de 10 gåture med en fest for hele bofællesskabet. Her var der diplom- og medaljeoverrækkelse, taler, levende musik med dans, sang og mad fra Frederikshavn Golfklubs Brasseri.
Byrådsmedlem Liv Lundholm var inviteret med på turen inden festen. Hun deltog også i afslutningsfesten, hvor hun sagde et par ord, om værdifuldt det er, at vi har nogle gode oplevelser sammen, fordi fællesskabet er med til at understøtte vores trivsel.
- Hun var rigtig glad for invitationen, da hun er meget optaget af at skabe gode muligheder på vores område, siger Sara Maria Christensen.
LEV Nordjylland og Lions Club Frederikshavn har hver støttet gåture og fest med 5.000 kroner.
















































