Skagen Fiskerestaurant åbner tapas- og vinbar på Fiskehuskajen
Skagen Fiskerestaurant åbner endnu et spisested, og denne gang bliver det på hjemmebane i Skagen. Indehaver Jesper C. Winter slår fredag 8. maj dørene op til en hyggelig tapas- og vinbar. Den får navnet Coastal Kitchen og er placeret lidt længere nede ad Fiskehuskajen.
- Ambitionen er at skabe et sted, hvor vores gæster kan læne sig tilbage og nyde det kystnære køkken i afslappede og hyggelige rammer, oplyser Jesper C. Winter.
Køkkenet er inspireret af Spanien, Italien og Sydfrankrig, men med et tydeligt afsæt i Skagen og det nordjyske (op)hav. Menuen kommer til at bestå af små retter, der indbyder til at dele, smage og være sammen omkring bordet.
- Netop fællesskabet omkring måltidet bliver en central del af konceptet. Fokus er på social dining, god vin og en uformel, varm atmosfære, hvor man kan komme både til et glas vin, en let servering eller en længere aften med flere retter på bordet, fortæller Jesper C. Winter.
Coastal Kitchen er en sæsonbaseret restaurant, som kommer til at have åbent fra maj til september og første officielle åbningsdag erfredag 8. maj.






































