Gå til hoved-indhold
12. juli 2025 - kl. 22.07

Skagensbanen er livsnerve - ikke en budgetpost

  • 1 af 1
Af  Bjarne B. Madsen

Byrådskandidat Bjarne B. Madsen, Det Konservative Folkeparti, har skrevet dette indlæg: I disse tider, hvor man kan bestille sushi på sin telefon og få det leveret med drone, skulle man tro, at vi havde fundet ud af, hvordan man får folk effektivt fra A til B. Men nej. I stedet for at styrke vores lokale jernbaner, går snakken nu om at spænde sikkerhedsselen i en rutebil og krydse fingre for, at den ikke sidder fast bag en traktor eller noget andet.

Jeg har med bekymring fulgt de seneste udmeldinger om, at man flere steder i landet overvejer at lukke lokalbaner og erstatte dem med busdrift. Det er en debat, der nu også risikerer at smitte af på os her i Nordjylland – og særligt på Skagensbanen. Jeg mener, det vil være en fejl, hvis nogen begynder at tænke i samme retning her.

Skagensbanen er meget mere end en strækning mellem Frederikshavn og Skagen. Det er en livsnerve for pendlere, unge, ældre og de mange turister, der hvert år besøger landsdelen. Toget giver tryghed, stabil drift og en transportform, der fungerer – også når vejene er fyldte, glatte eller overbelastede. Busser kan sjældent levere samme driftssikkerhed.

Vi taler meget om, at infrastrukturen i Danmark skal være så effektiv som muligt – og det er jeg fuldstændig enig i. Tid er penge, både for samfundet og den enkelte. Men det virker ærligt talt som om, det kun gælder i og omkring de større byer. I provinsen kan det åbenbart være lige meget. Her skal vi finde os i længere rejsetid, færre afgange og dårligere alternativer.

Skagensbanen fungerer i dag – og den kan fungere endnu bedre, hvis man vælger at investere i driften frem for at afvikle den. Det er ikke sikkert, at det bliver billigere at skifte til busser. For at opretholde samme service kræver det op mod 20 millioner kroner årligt – og så har man stadig ikke samme komfort, kapacitet eller præcision. Turister, pendlere og elever vil være de første til at mærke forskellen.

Det største tab vil dog være det signal, man sender. Når vi har en velfungerende jernbane, som forbinder vores egn og bidrager til lokal udvikling, hvorfor så overveje at skrotte den? Hvorfor skal vi i Nordjylland nøjes? Hvorfor skal provinsen altid stille sig bag i køen?

Hvis vi vil et Danmark i balance, skal vi begynde med at tage vores egen infrastruktur alvorligt – også heroppe. Det er ikke bare et spørgsmål om bus eller tog. Det er et spørgsmål om retning, respekt og almindelig sund fornuft. Ikke et excel-ark på et professor-skrivebord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...