Gå til hoved-indhold
27. februar 2024 - kl. 00.02

Slagter-søstre på Suensonsvej fejrer 15-års jubilæum

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I mere end 40 år har der på Suensonsvej i Frederikshavn været slagter i lokalerne, som tidligere husede JEKA-supermarked.

Tilbage i 1990 slog slagtermester Knud Edvard Andersen for første gang dørene op til Slagteren på Suensonsvej. Han ejede også Emilievejs Slagterforretning.

I 1999 solgte Knud Andersen begge slagterforretninger, og Slagteren på Suensonsvej blev solgt til Niels Engstrøm, som havde været ansat siden 1991.

I 2005 blev Slagteren på Suensonsvej endnu en gang solgt, og herefter havde forretningen i de efterfølgende år flere forskellige ejere.

I 2009 blev Slagteren på Suensonsvej overtaget af de to søstre Lotte og Dorte Carlsen. Lotte var på daværende tidspunkt uddannet kok, og Dorte stod i lære i butikken under de tidligere ejere Henriette og Anette Østergaard Andersen. Ved overtagelsen var de to søstre henholdsvis 21 og 18 år, hvorfor Dorte Carlsen på daværende tidspunkt var Danmarks yngste selvstændige slagter.

Som en del af overtagelsen blev Henriette ansat som svend i butikken for, at Dorte kunne færdiggøre sin uddannelse som slagter.
Siden har Lotte suppleret sin kokkeuddannelse med en uddannelse som slagter med speciale i delikatesse.

- Ved overtagelsen i 2009 var finanskrisen i fuld gang, og siden hen har en coronakrise også sat sit præg på hverdagen som selvstændig slagter, men med gode hjemmelavede produkter, en omstillingsparathed i forhold til efterspørgsel og personlig betjening og vejledning har vi brudt en tendens blandt mange andre specialforretninger og kan nu fejre 15-års jubilæum, siger Lotte og Dorte Carlsen.

Ud over de to søstre har de ansat Kristina som svend. Hun begyndte som opvasker helt tilbage i 2009, men har siden uddannet sig først til slagter med speciale i delikatesse og siden som slagter med speciale i butik.

Derudover har de ansat Bente som lærling. Hun er i gang med uddannelse som slagter med speciale i delikatesse. Bente har trods forskellige udfordringer på det boglige vist, at man sammen med to engagerede ejere kan tage en uddannelse. Bente afslutter sin uddannelse i 2026.

Udover de faste medarbejdere i butikken er der en række medarbejdere, som hjælper med rengøring, opvask, opfyldning af butikken og med at bære mad ud til bilerne, når der sælges mad ud af huset.

- I dag er mad ud af huset en stor del af slagterforretningen, og især pålægskagemænd, smørrebrød, skinkesteg og pattegrise er et stort hit hos mange frederikshavnere. Men faktisk leveres især pattegrise lige fra Skagen i nord, over saltum i Vest til Aalborg i syd i sommerens løb, siger Lotte og Dorte Carlsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...