Søren Frederiksen er æresgæst i VEBs sponsorcykelløb
40 år efter, at han blev dansk mester i badminton, er den tidligere superligabomber i fodbold Søren Frederiksen æresgæst, når Vendsyssel Elite Badminton onsdag 27. marts arrangerer sponsorcykelløbet "Vi cykler for VEB 2024".
VEB's dobbelte forsvarende mestre cyklede for tre år siden fra Skagen til Brøndby Hallen. Onsdag skal der igen trampes ekstra mange kilometer, for der cykles fra kl. 9.00 til 17.00.
Assistenttræner Rune Dam Dyhr og afdelingsdirektør Lars Høst, Sparekassen Danmark, der er hovedsponsor i VEB, cykler kl. 9.00 fra Sæby til Skagen, hvor flere steder besøges undervejs. I Skagen tilslutter cheftræner Allan Kolbro Nielsen sig "feltet", og efter frokost går turen mod Frederikshavn.
Her støder Søren Frederiksen til ved 15-tiden, hvor han er klar til at prøve kræfter med Frederikshavns svar på Alpe h'uez (Lykkensminde). Kl. 16.00 køres der en æresrunde i Frederikshavn med deltagelse af flere tidligere medlemmer af Frederikshavn Badmintonklub (FBK).
En time senere - kl. 17.00 - er DrinxSjöbeck den glade giver af lidt mad og drikke på Maigårdsvej som afslutning på arrangementet.
I år er det 40 år siden, at Søren Frederiksen, som spillede i FBK, vandt DM-guld i herredouble (U12). Han valgte dog fodbolden og er stadig den næstmest scorende spiller i Superligaen.
- Jeg har boet i Viborg i 36 år, men jeg elsker stadig at komme hjem til min familie i Frederikshavn, og jeg hjælper gerne VEB med at cykle. FBK havde en stor plads i mit hjerte, da jeg var dreng, siger Søren Frederiksen.
En af gamle FBK'ere, som Søren Frederiksen får lejlighed til at hilse på, er Jørgen Juul Jensen. Han var i mange år halinspektør i Badmintonhallen og var træner for Søren Frederiksen, da han blev dansk mester.
VEB er aktiv med opslag og video på Facebook hele dagen, og målet er, at både virksomheder og private får lyst til at støtte VEB på MobilePay 1905VW.
Private bidrag på minimum 200 kroner deltager i lodtrækningen om en rejse for to til VEB's DM-semifinale ude mod Skovshoved tirsdag 2. april kl. 18.30. Vinderen får to flybilletter, entrebilletter og hotelværelse.
Vil du cykle med på Søren Frederiksens æresrunde i Frederikshavn? Så mød op kl. 16.00 på parkeringspladsen ved FfI’s klubhus på Fodboldvej.