Gå til hoved-indhold
03. februar 2022 - kl. 00.02

Stena Recycling mister nu sin miljøgodkendelse

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Stena Recycling ApS har fået ophævet sin miljøgodkendelse i Frederikshavn. I værste fald kan det betyde, at fremtidsudsigterne for Nordens største genvindingsvirksomhed ser dystre ud i Frederikshavn.

- Det er ikke sjovt for sådan en virksomhed. Jeg håber virkelig, at der findes en løsning. Det er vigtigt for især havnen og Frederikshavn by, siger Peter E. Nielsen (S), formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.


Politikerne blev orienteret om afgørelsen på deres møde i denne uge. Præcis seks år efter - faktisk på dato - at Frederikshavn Kommune udstyrede Stena Recycling ApS med en miljøgodkendelse, valgte Miljø- og Fødevareklagenævnet at ophæve miljøgodkendelsen. Det skete 14. december 2021.

Det var Danmarks Naturfredningsforening, som havde klaget, og foreningen endte altså med at få medhold - efter seks års sagsbehandling.

- Det er grotesk, at der skal gå seks år, mener Peter E. Nielsen.

Den lange sagsbehandlingstid er ikke enestående. Tre andre sager, som Plan- og Miljøudvalget blev orienteret om i denne uge, stammede fra 2017.

Klagenævnet ophæver Frederikshavn Kommunes afgørelse med virkning fra et år fra nævnets afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling, idet klagenævnet ikke finder, at der er tilstrækkelig sikkerhed for, at Stena Recycling ApS med de fastsatte grænseværdier for arsen, kobber og zink ikke fører til en overskridelse af de gældende miljøkvalitetskrav for kystvand.


Der skal tages højde for baggrundskoncentrationerne i havnebassinet, og såfremt grænseværdierne opretholdes, skal der udpeges en blandingszone omkring udledningspunktet.

Det vil i praksis sige, at Stena Recycling inden 14. december 2022 skal have en ny miljøgodkendelse af Frederikshavn Kommune. Ellers kan virksomheden ikke fortsætte sine aktiviteter på Nordre Kaj i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...