Stjernerne glimtede af håb og glæde på Frederikshavn Bibliotek
Sigurd Barrett var søndag eftermiddag på besøg på Frederikshavn Bibliotek. "Han ramte vore hjerter med sin fortælling "Tak for livet", som han også har skrevet en bog om", fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
De fremmødte fik historien fra den spæde begyndelse, hvor Sigurd Barrets biologiske mor valgte at bortadoptere ham. Hun skrev under tre gange for at stadfæste at hun mente det. Det skulle man dengang.
Men heldigvis var der skønne forældre, der ventede på Sigurd. Han blev nemlig adopteret af et elskeligt og meget kærligt par fra Viborg.
Han blev hentet på en institution i Ikast og båret ud til den blå Toyota Carina i en moseskurv, som de meget forsigtigt bar imellem sig.
Hjemme i Viborg fik han en opvækst med musik og sang. Men også en opvækst, der betød fadervor hver aften og en lille sang i duet fra begge forældre - jo, de var indbegrebet af tryghed.
Som ung fik han rigtig smag på musikken, kærligheden og mange skønne børn er det blevet til. Sigurd Barret har syv børn, som han alle elsker betingelsesløst.
- Sigurd lade ikke skjul på, at han er et troende menneske, og præcis ordet tro er jo noget, vi vælger til. Det er ikke noget, nogen ved, men noget man tror på, siger Lilly Pedersen.
Han har indtil nu spillet mere end 5.000 koncerter, og kimen til det hele var Sigurds Bjørnetime, der fra start blev en kæmpe succes på DR1.
Sigurd Barret afsluttede med at sige TAK, fordi han fik lov til at komme på besøg, og han sagde med et kærligt blik til os alle:
- Lad os gøre os umage, lad os være der for hinanden. Husk, at vi altid skal gå efter noget, vi gerne vil. Med nærvær og taknemmelighed kommer vi langt.






































