Gå til hoved-indhold
10. december 2025 - kl. 08.12

Stor donation til Strandby Fællesvirke: Skaterbane på vej til byens nye samlingssted

  • 1 af 1
    Salling Fonden donerer 250000 kroner til skaterbane i Strandby via føtex Frederikshavn. Fra venstre ses Anders Krøgh, Karsten Hansen, Kristian Krøgh, Bent Ørtegren og Claus Bøje.
Af: Michael Frederiksen

Glæden og smilene er store hos Strandby Fællesvirke, som har modtaget en donation på en kvart million kroner til etablering af en skatebane på Kirkemarken. Det er føtex Frederikshavn, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret pengene.

Julen er kommet tidligt i år hos Strandby Fællesvirke, som har modtaget en donation på 250.000 kroner til etableringen af en ny skatebane på Kirkemarken ved byens helt nye samlingssted, som er skudt op i år. Det er føtex Frederikshavn, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret pengene.

I forvejen har Strandby Fællesvirke i år bygget en multibane, gynger, småbørnsområde og en scene, som alle i byen kan mødes ved. Det har skabt et helt andet liv i området, og med den kommende skaterbane kommer der endnu mere liv. Den bliver opsat på den “bare asfaltplet” ved fællesområdet og kommer alle byens borgere til glæde og gavn. Det gælder både, når de løber, står på rulleskøjter, løbehjul eller skateboard.

Donationen vækker stor glæde i Strandby Fællesvirke.

- Vi har hænderne over hovedet, og vi er meget glade og stolte. Vi har kæmpet for det her i seks-syv år, og området har ikke rigtig været brugt. Det bliver det nu, og med donationen kan vi skabe endnu flere aktiviteter. Det er virkelig skønt, at Strandby får et anerkendende klap på skulderen, og at der bliver tænkt på en lille by som vores. Vi er så taknemmelige, siger Kristian Krøgh, frivillig i Strandby Fællesvirke og tovholder på fondsøgningen.

Strandby Fællesvirke er også i gang med at søge om midler til at lave et bevægelsesområde til de ældre, så de har mulighed for at holde kroppen i gang. Det betyder, at området indbyder til aktiviteter fra de yngste til de ældste.

Kristian Krøgh har en forventning om, at skaterbanen står klar i løbet af 2026.

Også varehuschef i føtex Frederikshavn, Claus Bøje, er begejstret over donationen.  

- Det er skønt. Det glæder mig, at vi kan være med til at gøre en forskel i lokalområdet og støtte en mindre by på denne måde. Det er et virkelig godt projekt og er med til at samle byen på tværs af alder. Det har givet et stort løft til byen, at samlingsstedet er etableret, og vi er glade for, at vi kan bidrage til projektet, siger han.

Hos føtex er der et klart ønske om at bidrage og styrke de lokale fællesskaber - og give børn og unge gode muligheder for en aktiv hverdag med en masse bevægelse. Fælles for alle projekterne i denne donationsrunde er, at de indbyder til aktiviteter, bevægelse og fællesskaber blandt primært børn og unge.

 FAKTA:

  • Salling Fondene har siden 2012 støttet projekter i hele landet for mere end 2,3milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål
  • føtex har siden 2018 indstillet og fået godkendt 97 lokale projekter til en samlet værdi på over 21 millioner kroner fra Salling Fondene i 57 byer på tværs af Danmark. Det har været alt fra multibaner, legepladser, klatrevæg, bevægelsesstier og meget mere
  • Salling Fondene donerer pengene via indstillinger fra føtex for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete initiativer med børn og unges bevægelse, fællesskab og trivsel for øje

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...