Gå til hoved-indhold
31. maj 2026 - kl. 10.05

Stort drama, da SEIF slog ubesejrede SHI

  • 1 af 1
    Hjemmeholdets Nicklas Dam endte med at stå for fem scoringer.
Af: Marcus Linkhorst

Der var drama til det sidste under lørdagens fodboldopgør i Strandby.

De tilskuere, der mødte op til gårsdagens Serie 2-opgør i Strandby, fik virkelig noget for pengene. 

SEIF tog i mod det ubesejrede tophold, SHI, der med ét point kunne sikre sig oprykning til Serie 1. 

Opgøret bød på 12 mål, seks gule kort, fire straffespark og ét rødt kort. 

Kampen var da knap heller fløjtet i gang, da gæsterne bragte sig foran 1-0. Det skete på mål af Andreas Birk Schnedier. Glæden varede dog ikke længe, for fem minutter senere fik SHI's målmand rødt kort, da han begik et straffespark, som SEIF-angriberen Nicklas Dam satte ind. Han skulle vise sig at få en stor eftermiddag på Skeltvedvej. 

Kort tid efter fik han nemlig scoret til 2-1, og så var opgøret vendt på hovedet. Efter 23 minutters spil kunne han sikre sig sit hattrick, da SEIF igen fik et straffespark, men denne gang tog SHI's målmand den, og efter knap en halv time kunne gæsternes Malthe Hjort så udligne til 2-2. 

Kort inden pausen fik Nicklas Dam dog sit hattrick, da han scorede til 3-2.

Der blev dog ikke skruet ned for tempoet på den anden side af pausen. Efter blot 48 minutters spil udlignede Marcus Bagge Pedersen til 3-3. 

Få minutter senere var Nicklas Dam så på spil igen, da hjemmeholdet havde fået sit tredje straffespark, og denne gang var han igen træfsikker fra 11 meter-pletten. 4-3 til hjemmeholdet. 

Der gik dog ikke længe, før Malthe Hjort igen dukkede op i hjemmeholdets felt og udlignede til 4-4 efter 57 minutters spil. Men bolden var knap nok givet op, før Nicklas Dam igen igen var på pletten med en scoring til 5-4 - alle fem scoringer sat ind af SEIF-angriberen. 

Efter 87 minutter fristes man så til at tro, at afgørelsen kom, da hjemmeholdets Kasper Grøntved scorede til 6-4. Malthe Hjort fra SHI ville det dog anderledes og bragte fornyet spænding tilbage i opgøret, da han på kampens fjerde straffespark scorede til 6-5 og sikrede sig et hattrick. 

Det blev dog ikke til mere for gæsterne, for til sidst kunne SEIF's Rasmus Carlsen lukke og slukke opgøret til 7-5. 

SEIF endte derfor med at tage de tre point, og SHI måtte derfor vente med at lade champagnepropperne poppe, mens SEIF nu kan skimte en andenplads i horisonten. Den giver adgang til playoff-kampe om at komme i Serie 1. 

Det er dog placering, som FfI aktuelt har, og netop FfI og SEIF møder hinanden i næste weekend i Frederikshavn.  

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...